Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Wow – hun er (heller) ikke død (denne gang)!

[advarsel – undskyldnings-rant coming up]
Jeg er virkelig ikke perfektionist. Overhovedet. Tror jeg. Men der må alligevel et eller andet sted inden i mig sidde en lille bitte høne med en eller anden form for forventninger til, hvad fanden der ryger ud på denne jo ellers fuldstændigt anonyme kanal. 
For det er sgu en eller anden form for forventningspres, der gør det svært for mig at holde lortet ved lige for tiden. 
Jeg kunne jo sagtens skrive noget. Bare noget. 
Men jeg vil gerne holde det on point – lesbisk, I ved. Og mit liv er simpelthen bare ikke spor lesbisk (hvis vi ser bort fra det der med min sengekammerat hjemme på Vesterbro).
Nyt arbejde fylder så meget, at jeg vitterligt går kold klokken 22, med mindre jeg hiver mig selv op i de der stride sorte hår, som bliver ved at vokse frem fra min hage. Hvis ikke jeg sørger for at komme af sted til en aftale, som er forplanlagt, og som giver mig så tilpas dårlig samvittighed at aflyse, at jeg holder ud, så ser jeg kun mine kolleger og Livslebben.
Og selvfølgelig Bedstebøssen, som af uransaglige årsager formår at møve sig ind (og tak for det) i min kalender hver uge. Vi har både set Hunger Games og spist på Galathea-Kroen sammen den seneste uge. Rijstaffel, så sandelig. Undersaltet rijstaffel. Så det.
Vi diskuterede i øvrigt længe, hvorfra ristaflen stammede. Havde en god snak om, hvor sygt racistisk det egentlig var, at vi var sikre på, det var kinesisk. Noget med ris. For karry og chutney lugter egentlig mere af Indien.
Og så var det, vi kom i tanker om det der lille “j” der har sneget sig ind. Rijs. Det er sgudda hollandsk. Er det ikke?
Da jeg var barn og boede i kollektiv, kan jeg huske, jeg elskede rijstaffel. Fordi man: 
1) sad på gulvet og spiste det (don’t ask why)
2) selv måtte komme præcis det oven på, man havde lyst til. Jeg overdoserede nok især rosinerne og dåseananassen ret heftigt. 
Okay. Sidespor. Vi kom fra det med travlheden og den fejlskudte selvopfattelse:
Men den såkaldte lebbe, der cykler af sted om morgenen, er milevidt fra at være den samme, som hende, der får fri fra work om eftermiddagen. Hvis morgenlebben bestemmer, så skal der helt sikkert trænes om aftenen. Hvis klokken 18-lebben bestemmer, så skal der helt sikkert indtages kalorier og ikke snakkes for meget. Og så er der gå-i-seng-lebben. Der synes det er en sygt god ide at sætte vækkeur til klokken seks og løbe en tur. Og endeligt har vi stå-op-lebben, der snoozer halvanden time væk. Hver fucking morgen.
Jeg bruger nok bare ganske enkelt så groft af min kreative energi i arbejdsøjemed, at der ikke er mere at vride af efter arbejde. Men jeg tænker seriølle på bloggis hver eneste dag. Og på jer. Og på at jeg føler, jeg skuffer. I hvert fald mig selv. Undskyld, mig (og jer).

3 Kommentarer

  1. Shit hvor fantastisk. Taktaktak for dit input. Og nu giver det *endnu* mindre mening, at vi i kollektivet for some weird reason altid sad på gulvet, når vi fik rijstaffel.

  2. Hov fik lige trykket send inden jeg var færdig.

    Men du kan se på bla wikipedia at en rigtig rijstaffel består af mindst 40 retter, ellers er det bare en forret. Så velbekommen.

    https://nl.wikipedia.org/wiki/Rijsttafel

  3. Næsten rigtigt. Men Rijstaffel blev importeret fra Indonesien til Holland (sikkert deraf navnet) og iflg. min lige så lesbiske kusine (Og siden hun er lesbisk, så må det jo være rigtigt det hun siger. Nemlig!), som bor i Holland. Så nævnte hun også at “Rijstaffel” betyder “bord med (meget) ris”.

    KH. Sarah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*