I går gik det op for mig, at jeg og en god bunke af mine jævnaldrende venner nok lidt lever i sådan en Peter Pan-agtig lomme af 30’erne, hvor virkeligheden endnu ikke helt har indhentet os.

Det handler klart om at være børnefri. For lørdag aften var jeg nemlig til voksenfest hos en anden klat af mine venner: Min gamle (og fuldstændigt fab) veninde og hendes mand havde inviteret til gilde.

Da jeg ankom ved ottetiden var jeg faktisk glad for, at det viste sig at være en skoene-af-fest (og også glad for, at jeg stoppede forbi Netto på vejen og købte nylonknæstrømper uden huller ved storetåen). For det var på en eller anden måde alt rigeligt, at jeg havde dullet den op med røde læber, mens samtlige andre (med undtagelse af min veninde, faktisk) var børnefamilieagtige med tøj og hår, der var parat til at tage imod de havregrødsklatter, dagen måtte bringe. Festen havde på en eller anden måde ikke rigtigt brug for, at jeg også stadig havde stiletter på.

Jeg følte mig totalt som hende, der kommer udklædt til arbejdspladsens Halloween-fest som den absolut eneste. Men det hjalp at være barfodet – naturlig dress down på to og et halv sekund.

Og hey. Det var skidehyggeligt. Det kom bare totalt bag på mig, at det var en børnefest. Havde nok ikke brugt helt lige så lang tid på garderobe-angst og eyeliner, hvis jeg havde regnet dén ud før afgang.

Da selskabet brød op klokken 22.30(!), sad mig, min veninde, hendes mand og en enkelt anden tilbageværende og tyllede gin&tonics nogle timer, indtil værterne kapitulerede ved to-tiden. Og jeg meget belejligt i samme øjeblik fik sms om, at en af homoerne netop var på vej mod Nevermind.

Så på med hælene igen. Og ind til alle bøsserne. Ja. Bøsserne. For HVOR FANDEN er lebberne? I gamle dage var der masser af lebber på Never – men jeg tror faktisk, jeg var den eneste i går. Masser af bøsser, og en del kvinder – men de var bare sådan lidt julefrokostheteroagtige, fortalte min gaydar mig.

Har Vela fået en revival? Eller er der et helt andet sted, lebberne drager hen? Hjælp?

Men i hvert fald presser jeg vist bare citronen for de allersidste ungdomsdråber. Vi er en god håndfuld i min vennekreds, der stadig lever det der friere liv uden børn, der skal hentes klokken 15.30, og aftensmad der skal stå klar klokken 18. Heldigvis. Jeg ved slet ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg var den sidste i kredsen, der stadig stod tilbage med behov for byliv og alkohol og hele dage i tømmermandssengen. Det er så vigtigt for mig, at der stadig er nogle der trækker i retning af midttyvernes løssluppenhed.

Og samtidig formår de af mine venner, der har bygget små reder med tobørnshusholdninger og madplan, altså også bestemt at få det til at se dragende ud. For det virker megahyggeligt med hjemmeaftener og flow-tv.

Holder jeg bare helt ynkeligt fat i krummerne af noget, der for længst er passeret forbi mig? Jeg kæmper med ungdomslængsel for tiden. For realz. Sikkert på grund af nyt og sygt ansvarsfuldt job og langtidsplanlægning og vintersind.

En lille stemme i min mave råber bare konstant, “Jeg vil ikke jeg vil ikke jeg vil ikke!”. Være voksen, forstås.