I går indtog jeg regnbueresterne fra lørdagens melodunsekomsammen, hvor vi formåede at proppe otte homoer (plus det løse) ind på de godt og vel seks kvadratmeter, vores spritnye (og her mener jeg faktisk ’sprit-‘ og ikke ’splinter-‘) tv-stue måler.

(Indlægget fortsætter under følgende – uforholdsmæssigt gevaldige – billede af noget surt OG regnbuefarvet slik, der var så kunstigt, at det fik selskabets gravide deltager til efter et enkelt stykke, da skålen blev budt rundt igen, at udbryde et høfligt, “nej tak, jeg har vist fået min ration farvestoffer nu” )

Jeg er stadig især blæst bagover af rumænsk aggressiv-jodling (nu ved jeg hvordan de skælder ud i Alperne). Don’t say it. Jodle It. Jeg stemte to gange på den. Selvom man ikke kan. Det vil jeg da rent ud sagt skide på. Fatter stadig ikke hvordan sejren kunne gå til påtaget portugisisk Édith Piaf-emo, når man kunne have præmieret et sådant yodelaiiåh-mesterværk.

Sangen fik i øvrigt en ekstradimension af, at jeg præcis en uge tidligere havde tilbragt fire timer i Cinemateket med at jodle derudaf til en sing-a-long-karaokeudgave af The Sound of Music. High on a hill was a lonely goatherd. Uden så meget som et gran af ironi i øvrigt.

Nå jo. Og så var Eurovisionens bulgarske indslag jo bare ét langt lesbisk mindfuck. Min hjerne nægtede i hvert fald pure at acceptere, at det var en 17-årig knejt ved navn Kristian og ikke en – yderst attraktiv – lebbe omkring de 28, der sang “Beautiful Mess”.

Men altså. Hvis jeg havde en krone for hver eneste gang, jeg har vendt mig om efter hot lebbe på gaden kun for at erfare, at jeg i virkeligheden småpædofilt har sendt lange blikke efter semipubertær gymnasiedreng …

… Så ville jeg i hvert fald have 40 kroner.