I nat drømte jeg, at Riccos Kaffebar havde åbnet en ret træls, larmende Joe & the Juice-agtig filial i vores stue. Uden at spørge om lov. Så der var fyldt med kække, uhhhmpti-uhhhmpti-technomænd og gæster, der kæderøg i vores hjem.

Jeg måtte trække cafemanageren ved øret ned til kommunen for at få ham til at forstå, at man ikke bare kunne invadere andres bolig på den måde uden en tilladelse.  /Drøm slut.

… Men ud over det er jeg sikker på, at min underbevidsthed er totaaalt okay med den livmoder-invasion of the body snatchers-situation, jeg har kørende.

Ville ønske, at mit drømme-selv formåede at parafrasere på et lidt højere niveau end 8.-klasses dansktime.

Afsluttede i øvrigt natten med at drømme, at det regnede store, fede kakerlakagtige (godt ord igen) biller fra himlen uden mulighed for at søge ly. Nå jo, og at verden blev oversvømmet på katastrofefilmmåden. Vi kom med andre ord smukt igennem i hvert fald et par af de syv plager.