…Eller i hvert fald én.

Jeg er feminist. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Det er ikke nogen hemmelighed. Jeg var også feminist, før jeg sprang ud, men det er bestemt ikke blevet et mindre karakteristisk træk ved mig efter. Da jeg lige begyndte at knalde med piger, var det især heteronormerne, der pissede mig af. Det gør de for så vidt stadigvæk, men mere om det i et andet indlæg en dag. Måske.

Lige for tiden er det en anden (men ikke komplet uafhængig) norm, der får mig til at se rødt:
Kernefamilien.

Det er nok et meget fint udtryk for, hvordan ens omstændigheder ændrer sig, og ikke mindst for, hvor meganavlekneppende, jeg er. Jeg kan åbenbart kun være politisk omkring ting, der er liiiiige under min egen næse. Eller i meget præcis og synlig grad ikke er lige under den.

Jeg ved ikke, om jeg vil have børn. Fra jeg flyttede hjemmefra og til i dag – godt 12 år senere – har jeg skiftet mening ret ofte på det punkt. Det ene år ville jeg have tredive børn, det næste et enkelt, det tredje et adoptiv-ditto, etc.

Nu begynder mine veninder – et par af dem i hvert fald – at få børn. Så småt. De begynder at bytte lortelejlighederne ud med lejligheder, de betaler håndværkere for at sætte i stand. Og kriterier som børnevenlige baggårde og samtalekøkkener trækker opad.

Jeg bliver mere og mere i tvivl om jeg vil have de unger. Og det gør mig så VRED, når det at få børn italesættes som normen – og det ikke at få dem er fravalget, afsavnet, det man spørger “hvorfor ikke?” om.

Klart, jeg forstår det ikke den kærlighed, før jeg får børn (mor!), men du forstår så ikke den glæde, det er kun at tage stilling til dig selv. Du, kære moder (som jeg elsker højere end alt muligt andet) har fravalgt nogensinde at kunne går i seng uden at tænke på en anden end dig selv først.

Hvis ikke hele verden var bygget op omkring, at den naturlige forlængelse af det gode parforhold – det næste skridt – er at få børn. Så ved jeg ikke, om jeg ville vælge det. Jeg ved ikke, i hvert fald, om valget ville være så svært.

Hov. Jeg ser lige overskriften på dette indlæg. Sjovt, som man bevæger sig ud af en tangent, mens man skriver. Den gode grund, jeg nævner i indledningen, er faktisk en god grund til at være lebbe: Så slipper du nemlig i det mindste for selv at poppe ungen, hvis du da absolut skal have en. Det kan din dame sgudda gøre.