I dag trækker jeg bare vejret. Så godt som jeg kan. Jeg hader inderligt at være bloggeren med hemmelighederne. Men af frygt for at jinxe unævnelige sager i rædselsfuld retning, tør jeg ikke sige mere. Og rastløshed/søvnløshed skubber mig alligevel mod tastaturet.

Så nu er jeg anonym-lebbeblogger-udgaven af hende, der skriver statusopdateringer à la “livet er bare så hårdt” på Facen.

Og hende er jeg altså ikke specielt vild med.