Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Toiletbesøg og usselhed og IKKE MIX-lukkefest. Så er scenen ligesom sat.

Jeg ligger fladt på ryggen på anden dag med de værste smerter i lænden, jeg nogensinde har oplevet. Føler mig 300 år gammel og tudede måske/måske ikke, da jeg skulle bøje mig for at nå et par bukser på stolen. Og tudede måske/måske ikke endnu mere, da jeg af vane sekundet efter smed bukserne på sengen. Og skulle bøje mig ned og samle dem op igen. #facepalm

LL er meget sød og hjælpsom og griner kun lidt, når mine toiletbesøg lyder som om, jeg er i færd med at lægge en halv arm (som hun så illustrativt beskriver det). Fordi den skrævende bevægelse, som porcelænstronen fordrer, simpelthen er så fucking smertefuld, at jeg må stønne højt og udbryde klammo “åh”- og “av”-lyde på vej til og fra siddende stilling.

(En søndag er først fuldendt, når man har hørt lidt om den såkaldte lebbes toiletvaner, amirite?)

Det vigtigste, jeg udrettede i går, var derfor at komme forbi min skønne træner, der kunne hjælpe med et par rygøvelser, mens jeg kravlede rundt på en yogamåtte for at finde noget at støtte mig til, når jeg skulle rejse mig op. Og: Det her får jeg altså ikke hverken penge eller noget som helst andet for at skrive, men Nina Q er seriøst det bedste, der er sket for mig i tusind år.

Jeg nåede i sommer et sted, hvor jeg havde fået nok af min egen ugidelighed. Jeg var simpelthen blevet for doven og ussel. Gad ingenting. Så jeg hev fat i Nina, som jeg kender gennem en (you guessed it) ekskæreste.

Hun er først for nyligt begyndt at tage mod klienter og er totalt holistisk og ufrelst i sin tilgang. Og hun fortjener virkelig al succes, der kan komme i hendes retning.

Jeg startede med at træne med hende tre gange om ugen i midt-juli, og nu træner vi en eller to gange ugentligt sammen, mens jeg klarer resten solo. Og vi griner hver eneste gang af idiotiske floskler som “at udnytte sit fulde potentiale”, for Nina går ret meget op i, at alle til hver en tid gør det så godt, de kan – og således konsekvent udnytter deres fulde potentiale allerede.

Ikke mere skyld og skam, tak. Resultaterne kommer alligevel.

Jeg har fx aldrig lige været typen, der pumpede jern (årets underdrivelse), og da vi begyndte vores forløb, kunne jeg ikke få otte kilo op over hovedet. Nu drøner jeg rundt med tolv kilo – nogle gange endda 16! – og føler mig som verdens sejeste. Så! Mine varmeste anbefalinger til Nina Q, og hvis du vil høre mere, kan du smide mig en mail.

Nå. Men nævnte rygsmerter holdt mig under alle omstændigheder hjemme fra Mix-lukkefesten på Warehouse 9 i går. Som jeg ellers havde glædet mig ganske betydeligt til. (Selvom fire afsnit af It’s Always Sunny In Philidelphia på et leje af strategisk placerede puder og varmedunke da også er en ret ophidsende måde at bruge sin lørdag aften. Bevares.)

Var det en god fest? Og har nogen en plakat i overskud – den er herreflot i år, og jeg gad så godt have en rammet ind til væggen i stuen?

2 Kommentarer

  1. Ryg i bedring, retrospektiv homofomo i fuldt udbrud, thankyouverymuch

  2. Årets fest, hands down. Endda bedre end bøssehusets sommerfest. God bedring med den ryg der, det lyder jo ikke for godt (jysk underdrivelse fremmer forståelsen)

Der er lukket for kommentarer.