Foruden en intens og tætpakket tour-de-Jylland i weekenden har LL og jeg nærmest kun set hinanden på tomandshånd i søvne de seneste uger. Alt for travlt program og alt for lange dage har medført dybt, dybt damesavn. Mandag aften var LL fx arbejdstypen, så jeg havde bedstebøssen på besøg til Team Hurricane (se den!) og den udsøgte specialitet 12-kroners-frostlasagne-fra-Føtex (som manden i øvrigt selv fik lov at hjembringe til matriklen). Det smagte af tomatpure drysset sparsomt med oksekød og melklister.

Team Hurricane gav lige dele tro på og tillid til næste generation (at høre 15-årig queer sige ‘ej, det var megasexistisk, det der’, varmer denne midaldrende lebbes hjerte) … og en klar, nærværende følelse af ikke selv at være 15 år længere. Og gud-ske-tak-og-lov-for-det, for fanden da. For den der dybe tristesse og sorgfulde ensomhedsfølelse endda lige midt i en kærlig venindeflok – shit, hvor jeg dog kender og husker den. Det var så motherfucker smertefuldt at være stor teenager.

For mit vedkommende fortsatte den smerte faktisk et stykke ind i tyverne. Jeg har taget min tørn med antidepressiv medicin, tudeture og sortsind. Jeg kan godt genkende det i personerne i filmen. Men også den ILD, der er i et sorgfuldt sind. Det BEHOV for at skabe, udtrykke, eksekvere. Og det er fanme stærkt. Og en erfaring man tager med sig videre. Man skal bare sørge for at bevæge fremad, hvis man overhovedet kan. For det bliver bedre. Promise.

For mit vedkommende blev det måske faktisk endda bedre, da jeg opdagede, jeg var til piger. Den slutning har jeg egentlig aldrig draget før. Men måske faldt der et eller andet på plads, da jeg begyndte at gå i seng med damer i stedet for mænd?

Og i morgen aften skal vi bare holde om. Altså mig og LL. Det glæder jeg mig til.