Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Status #2

Mit liv er skrumpet. Min LL er stadig indlagt. De er ikke kommet en diagnose nærmere, hvilket er megabetryggende efter knap to uger med daglige speciallægebesøg. Not. Men de leder videre. Og alt imens bliver det uvante til hverdag, min dag går fra arbejde til hospital til seng til arbejde til hospital til seng. Med indlagte pauser til at tale i telefon med og besvare sms’er fra bekymrede venner og pårørende.

Jeg er meget rørt over at have så mange mennesker i mit liv, der midt i deres travle liv alligevel finder tid til en daglig sms eller opringning (også selvom jeg ikke altid tager telefonen. Undskyld).

For selvom det er usammenligneligt meget mere hårdt at være LL på en dum laksefarvet firemandsstue, så er det faktisk også helt vildt hårdt at være mig. Uden at jeg beder om violinspil eller noget.

Jeg er nok bedst, når det er lidt rutine at holde i hånd med. Når man har en hverdag med faste holdepunkter. Og det er der intet af for tiden. Så jeg har ikke trænet eller vasket tøj, endsige spist et hjemmelavet måltid varm aftensmad, siden LL røg af sted med ambulancen. Men i dag får jeg vasket. Og trænet.

For nu er denne uvante og uønskede nye hverdag ved at blive rutine. Trods alt.

Det er så uendeligt svært at 1) Forlade træt LL på hospitalet, velvidende at hun har lang nat med hostende og jamrende sengenaboer foran sig, 2) Komme hjem til tom lejlighed (hundene er taget med svigerforældrene til Jylland, for det er ikke muligt at passe dem ind i pendlerhverdag mellem arbejde og hospital), 3) Åbne et køleskab, der er fyldt med for gamle madvarer, som burde smides ud, 4) Hoppe under dynen i seng, der er alt for stor og tom, 5) Se afsnit på afsnit af tomhjernede serier, som man kan være sikker på aldrig bliver for uhyggelige eller triste, og så ellers bare vente på at man kan sove. Lorteliv.

Jeg ser hende hver dag. Men jeg savner hende så meget, at jeg faktisk begynder at græde, når jeg skriver det her. Og jeg er så bekymret. Så, så, så bekymret. Men måske ved de mere mandag. Måske. I bliver nødt til at bevare fingrene krydsede. Også selvom I får krampe. Please?

7 Kommentarer

  1. Jeg kan ikke engang begynde på at sætte mig ind i hvor helt igennem forfærdeligt det er, det du og I går igennem lige nu, så jeg sender bare alverdens gode tanker, den bedste karma og virtuelle krammere efter dig og jer.

    Alt det bedste her fra det nordlige jydeland med ønsket om god og snarlig bedring!

  2. Mange kram herfra. Håber det bedste for jer!

  3. Stort kram herfra. Og mange tanker. Kan så godt relaterer til det. Har selv været sådan en grim tur igennem, som indlagt. Mange glemmer at smerten i høj grad også rammer kæresten, venner og familien. Når de finder ud af hvad hun fejler, vil I begge måske opleve en form for lettelse.
    Igen, tanker herfra.

  4. Tænker på jer hver dag, håber I snart får noget vished og at LL må komme hjem igen ❤️

  5. Alt er krydset. Sender dig et kæmpe knus på tværs af vandet.

  6. evigt krydsede fingre og hjerter!

  7. Åh. Virtuel krammer herfra!

Der er lukket for kommentarer.