Nå, men jeg fik endelig læst The Goldfinch færdig forleden nat. Den er fin nok. Fatter måske ikke helt Pulitzer-hæder, men bevares – den er bestemt god. Det var måske et fattigt amerikansk læseår i fjor.

Jeg tænker, at hvis man kunne lide Franzens Freedom (det kunne jeg faktisk ikke – bare skyd mig) og Safran Foers Incredibly-det-ene-og-Extremely-det-andet (måske min yndlingsbog). Så kan man også li’ goldfinchen.

Men det er slet ikke det, det skal handle om.

For da jeg havde læst sidste linje, var jeg stadig søvnløs og desperat og samtidig for doven til at lette mig fra sengen og finde noget letlæseligt a la boligindretning (svagt punkt for feng shui, bare skyd mig igen) i reolen inde i stuen.

Så jeg greb Gender Trouble, som jeg købte online i et prætentiøst øjeblik i vinter og siden har haft liggende på mit sengebord, uåbnet. Og så læste jeg en tolv-femten sider. Måske tyve. Der egentlig mest tjente det formål at trætte mig nok til, at jeg faldt i søvn og drømte en rimelig rædselsfuld og antiqueer mareridtsdrøm, som jeg vågnede af med bankende hjerte et par timer senere.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her. Men hold-nu-kæft, Judiths bibel er svær at læse. Det redder mig nok lidt, at jeg har skimmet nogle CliffsNotes og fordøjet et par uddrag på mit tilvalgsfag i Genusvetenskap for otte år siden. Og – nåja – at jeg har bibeholdt en sund interesse for feminisme og queerteori i det hele taget.

Så jeg ved ligesom overordnet og cirka, hvad det er jeg læser. Hvem der er morderen, så at sige (det var butleren, der gjorde det. Ha! Shit manner. Det er først, idet jeg skriver disse linjer, at det falder mig ind, præcis HVOR sindssygt sjovt det faktisk er. Butleren, I ved. JUDITH Butleren. Sådan, såkaldte lebbe. Hvor vover nogen at kalde dig humorforladt).

Nå. Men skal jeg læse videre, eller er CliffsNotes okay?