Jeg har passet min ven og faste hundeluftpartner-in-crimes lille damebulldog et døgns penge. Og har således erfaret, at min hundegrænse går ved lige præcis to styks. 

OMG, hvor er jeg simpelthen alt for lesbisk (I ved, det er kun rigtige kvinder, der kan holde styr på flere ting på samme tid) til at multitaske mig gennem tre hundesnore.
Dels er der det stigma, der følger lige i røven på professional dog walker-looket.
Og dels er der den der følelse, når hende den ret så cute lebbe, som man altid møder, når man lufter, og som har sin egen franske bulldog, kommer cyklende forbi, og man har lyst til at råbe efter hende, at man altså IKKE er en crazy hunde-hoarder, der ikke forstår at stoppe i tide men simpelthen bare hvert andet år  tilegne sig endnu fransk til flokken.
Jeg så på et tidspunkt et hundeprogram (for sådan en er jeg åbenbart), hvor der var en dame, der havde fem hunde. Og beskrev dem – hende og hundene tilsammen, altså – som “KOBBELET”. Altså. At de var ET HUNDEKOBBEL.
Hende vil jeg aldrig blive til. Aldrig.

(Og det der med Orange Is The New Black (som dem, der ikke følger mig på Facebook, måske ikke ved, har jeg smugset de første 6 afsnit af tredje sæson som en slags ”tak for lebbeindsatsen, kammerat” fra Netflix). Det skal nok komme. Men jeg må ikke endnu. Ingen spoilers før juni, siger PR-typerne. Og jeg retter naturligvis ind.)