Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

“…Skal vi danse?” – “Øh. Nej.”

Jeg vil gerne fortælle om dengang, jeg mødte Lebben I Mit Liv. Det er en sindssygt uromantisk historie, så bare læs med selvom du almindeligvis brækker dig over den slags.

Here goes…

Jeg havde været til kollektivfest på Nørrebro og drukket idiotisk mange og idiotisk billige (og tilsvarende dårlige) gin & tonics af små hvide plastickrus. Da festen lukkede, var jeg ingenlunde parat til at tage hjem.

En veninde ringede. Hun var på Never Mind. Og Never Mind lå jo lige på vejen fra Frederiksborggade til Vesterbro alligevel. Jeg kigger lige forbi, tænkte jeg.

Da jeg skubbede døren til Never Mind op, blev jeg overrasket over, hvor proppet der var. Klokken var relativt sent. Jeg undersøgte hurtigt lokalet og fik øje på en flok sure lebber (“Vi var ikke sure, vi var trætte,” siger Livslebben, når jeg fortæller anekdoten).

Den ene hang mere med næbbet end den anden. Men den tredje i rækken fangede min opmærksomhed. Hun er megalækker, tænkte jeg.

Jeg var ret fuld. Ikke at det påvirkede min æstetiske dømmekraft – Livslebben er megalækker. Men. Når jeg er ædru, er jeg dårlig til at flirte. Eller – der gør jeg det vel egentlig bare ikke. Bliver altid forfjamsket og begynder at vrøvle, når nogen flirter med mig. Når jeg er fuld, til gengæld, er jeg AFSINDIGT dårlig til at flirte. Men almindeligvis meget effektiv. Så i direkte forlængelse af tanken: “hun er megalækker”, kom tanken: “Hende må jeg score”, efterfulgt af denne sørgelige, sørgelige, sørgelige udveksling:

Mig, mens jeg nærmer mig bordet, om hvilket de fem trætte lebber befinder sig, henvendt til Livslebbe in spe: “Hej. Skal vi danse?”

Hun, mens hun kigger op og ned af mig: “Øh. Nej.”

OMG!

Ja. Livslebben sagde nej til at danse med mig. Det kunne ellers have været super-ømt – mig uden rytme i kroppen i fuld gang med running man eller den-der-trippen-fra-side-til-side-pardans-man-dyrkede-i-sjette.

Med sin afvisning reddede hun mig med andre ord fra 100 pct. ydmygelse.

Og heldigvis sluttede hendes svar ikke med “Øh. Nej”, hun fuldendte nemlig sætningen således:

“…Men vi kan snakke?”

Og der stod vi så og snakkede lidt. Jeg var primært liderlig og anså snakketid for spildtid. Hun var bare træt. Jeg når til sidst til konklusionen: Det her går for langsomt, jeg gi’r op. Og siger derfor, at nu smutter jeg altså hjemad. Hvortil hun svarer:

“Jeg kan lige følge dig ud.” (jeg tænkte helt ærligt ikke over, at hun tog sin taske med sig.)

Udenfor er solen stået op, det var sommer, og hun presser mig op mod Never Minds facade og kysser mig, som jeg sjældent er blevet kysset. Halleluja!

Efterfølgende fragter jeg hende hjem på bagagebæreren af min cykel, og vi knalder natten – og den efterfølgende formiddag – lang.

Og så gik der faktisk en måned, før vi så hinanden igen. Men den historie kan I få en anden dag.

(Min veninde nåede jeg i øvrigt kun lige at vinke til. Hun råbte til mig fra bardisken, hvor hun dansede med sine bøsser. Så det.)

4 Kommentarer

  1. Du er fab. Og du har ret. Der gik en måned. Jeg var faktisk tilbage i det nye indlæg og rette fra “en uge” til “en uges tid” der lidt bredt kan tolkes som en måned. Jeg skal nok fortælle hvorfor. Men det bliver ikke kønt. TAK for roser og for at læse dedikeret. Jeg kan godt lide dem med milde stalker-tendenser. Og hey – husk at fortæl lebberne i dit liv om bloggen. Jeg har en klar følelse af, at jeg kun har de samme tre (med dig: fire) læsere efterhånden …

  2. Nu siger du en måned. Her: http://mitsaakaldtlesbiskeliv.blogspot.dk/2015/05/vela-speed-dating-evig-iboende-angst.html siger du ca. en uge. Get your story straight 😉
    Forresten må 'en anden dag' som du refererer til i indlægget vel egentlig snart være nu. Der er trods alt gået 2,5 år. (Okay for faste læsere. Undertegnede har været nysgerrig i en uge. Men jeg er ret utålmodig! Og MEGET nysgerrig.)
    Du undrer dig måske over, at jeg meget hurtigt referer til noget du har skrevet for meget lang tid siden. Der er to muligheder: jeg har meget god hukommelse eller: jeg hører til de læsere, der falder over bloggen og så egentlig ret hurtigt kommer til at synes, at det her er sgu meget godt. For det er det jo. Og så læste den nævnte type læser lige det hele. Fra start til slut. I træk, bevares. Nu har jeg selvfølgelig svaret på spørgsmål. Her var det meningen at du skulle gætte på, hvilken af de to typer læsere jeg hører til, men tror vidst jeg kom til at afsløre det selv. Men. Du skriver meget meget godt. Rigtig godt. Altså, jeg synes det er godt. Det her indlæg er fx. en af mine favoritter. Måske fordi det minder mig om måden jeg mødte min kæreste på, men nok mest fordi jeg virkelig synes, at det er genialt sagt. “Øh nej”. Det er mærkeligt, som der er specifikke fraser der bare bliver i hovedet – om man har hørt dem selv eller så bare har set dem på skrift. (Og ja OKAY det er mig, der et upassende højt antal gange har søgt på noget der indeholder “Øh nej” og noget med danse og noget med MSLL. Men det er jo bare fordi jeg ville læse historien igen. Og igen.)
    Vh. en ivrig – og kommende fast – læser.
    Ps. Jeg har været enormt bevidst om min tegnsætning. Åh gud. Hedder det 'bevidst om'? Anyway. Så længe du ved, at jeg prøvede på det sproglige der. For jeg ved, at kommatering osv. er vigtigt. Det ved jeg godt.

  3. Hahahaha. GUD JA! Du var der! Altså til forspillet. Så at sige.

  4. Når jeg på et tidspunkt kommer mig over kritikken af mine bartenderskills vil jeg glæde mig over at være medvirkende årsag i ovenstående scenarie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*