Nå. Men.

Jeg har sagt nej til en (gratis, forstås!) lørdagsbillet til Rossen. Det var bare lige det, jeg ville dele med jer. Billetten var endda inklusiv Medieby.

Det er så privilegeret, at jeg næsten brækker mig over mig selv. Men jeg har haft så meget på programmet i så lang tid, og der er langt til Roskilde, og de lover regn, og der er ikke *rigtigt* noget god musik lørdag, vel? Det var klart Solange, Princess Nokia, Erasure (torsdag) og Lorde (fredag), der var øverst på mit balkort.

Jeg sagde til sød trådetrækkende ven, at billetten hellere skulle gå til en, der ÆGTE ville værdsætte den. Så nu er det for sent. Og jeg har kun en lille smule FOMO-ondt i maven.

Men næste år VIL jeg af sted. Da har jeg 20-års rossilæum. Var af sted første gang med omtrent 50 mennesker fra min efterskole i 1998. Vi hørte Pizzicato Five og Malk de Koijn og Beastie Boys og Kent men glippede vist Garbage. Og spiste rugbrødsmadder med Den Smilende Ko og havde et lejrflag og trak kassevis af discount-øl med os helt inde fra Roskilde by, fastspændt i et bælte.

Derfra var jeg af sted de næste fem i træk. Med lejrliv og morgenmysli i rundkreds og varm paphvidvin og tjans som teltplads-vagt-lyseslukker. Bogstaveligt talt. Jobbet bestod (foruden at gemme sig og drikke øl i hyggelige lejre med neonvesten gemt under blusen, mens man over walkietalkien fik overbevist chefen  om, at man var hard-at-work) primært af at fortælle alle dem, der grillede i deres lejr, at de ikke måtte lege med åben ild. Hvilket, nu hvor jeg skuer tilbage, egentlig var en meget fornuftig formaning blandt så mange syntettelte.

Så pausede jeg et par år, og så fik jeg tjans i en af de hippe politiske og progressive barer lige ved Orange Scene og drak mig fuld i guarana-slushice med vodka sammen med Bedstebøssen bag disken .

Og derfra blev jeg vist i en årrække en af dem med gratis adgang og Tuborg-telt og mediebamse. Fordi jeg “skulle skrive noget fra festivalen”. Året med hedebølge (2009? 2010?) tilbragte jeg fx i en airconditioneret campingvogn lige ved grøn scene på et større dansk mediehus’ regning.

Senest var jeg af sted i 2015. På luksusmåden med bussen hjem hver aften, fast rejsemakker på turen derned (så man ikke var helt outcastet, når man bundede sine anti-agorafobi-bajere i toget på vejen) og tårer til Paul McCartney.*

I 2016 var jeg af indlysende årsager ikke af sted. Og nu skal jeg heller ikke af sted i år. Og det er … ok (sagde hun prøvende).

*Måske har jeg aldrig fortalt jer det, men jeg var er stor fan af The Beatles. Det startede med mig og en folkeskolevenindes obsession, der blev kickstartet af Anthology-udsendelserne i 90’erne. Som vi optog på VHS og så, liggende på mavsen foran fjernsynet, indtil de blev stribede og slørede af for meget spoleri. Min besættelse af John Lennon (der på daværende tidspunkt havde været død i femten år) er nok det tætteste, jeg nogensinde har været på en ægte fanforelskelse. Jeg havde, bare for lige at illustrere, en dagbog dedikeret til John Lennon. Og hvad betyder det så, spørger I? At der var et billede af John Lennon på forsiden, tsk-tsk? Nej. Det betyder, at hvert eneste indlæg (og jeg skrev mange) blev indledt med et renhjertet “Kære John” (og ikke ham der Ser Alt i Familie-Journalen).