Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

… Og sådan kan følelser forsvinde, når man holder dem op foran sig og iagttager dem i klart dagslys

Wowsis. I går skrev jeg på bloggis om møde med eksis på Rossis. Og om at blive kaldt biseksuel. Jeg talte efterfølgende med et relativt nyt bekendtskab om episoden, og hun havde en udmærket teori om, hvorfor jeg havde så svært ved at slippe eksens ord:

Simpelthen fordi der ligger en implicit biseksualitets-shaming i dem. Ikke bevidst, tror jeg, men ikke desto mindre.

Den havde jeg slet ikke fanget.

… Og jeg hoppede i med begge ben, da eksens ord faldt, og begyndte at undskylde og forklare både over for hende og (ikke mindst) over for mig selv og jer (skønne!) læsere i går på bloggen:

Om hvordan jeg ikke føler mig biseksuel, og om hvordan jeg altså ikke havde været sammen med mænd i årevis og ikke tændte på dem og deres y-kromo’er. Men hvis jeg nu gjorde, så var der jo sådan set heller overhovedet ikke noget i vejen med det.

Og pludselig fylder ordene ikke længere i mit hoved.

*mindblown*

1 Kommentar

  1. Eller at din reaktion er symptom på en generel biseksualitets-shaming i samfundet? Altså hvis en sådan diskurs ikke fandtes kunne man vel godt sige, at man opfatter en persons seksuelle og / eller kønsidentitetsmæssige position / adfærd som anderledes end ens egen, uden at det er implicit shaming? For så vidt, naturligvis, at man køber præmissen om, at der er tale om (bevægelige) positioner på en skala eller akse frem for enten det ene eller det andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*