Åh, dog. Så oprandt den. Aftenen, jeg har glædet mig til hele ugen.

Jeg har haft sådan en uge med psykopatiske arbejdsdeadlines kombineret med aftaler hver eneste aften. Dejlige aftaler med gode mennesker, bevares, men stadig aftaler, der betød, at jeg hver eneste aften har været hjemme senere end kl. 23 … med mindst to timers arbejde foran mig, førend jeg kunne lukke øjnene.

Det har kun været til at holde ud, fordi jeg vidste, at jeg fredag, når klokken slog fyraften, kunne:

  1. Stikke forbi Irma efter kokossorbet (tjek) 
  2. … Og slik (tjek)
  3. Gå tur med hundene i sommertidssolen (så er den skide manglende times søvn alligevel ikke kun af det onde) med verdens bedste far i røret (tjek)
  4. Smide en dyne i sofaen (tjek)
  5. Bestille indisk (tjek)
  6. Smide en “god-bytur-giv-den-gas”-sms til LL … hvilket dog betyder minus på fredagsøl-kontoen, hvilket gør mig lidt utilpas, men hvad fanden (tjek)
  7. Blænde op for mit skønne, sammensparede tilgodehavende – bestående af et afsnit af New Girl, to afsnit af Modern Family, tre af Brooklyn Nine Nine, en enkelt Southpark-episode og første afsnit af den helt nye serie Friends With Better Lives, som jeg håber, håber, håber er god (tjek)
  8. Ånde lettet op ( … og tjek)

Før jeg oplevede den form for travlhed, man først rigtigt fatter, når man har et fuldtids(mindst)arbejde, ville sådan en aften have givet mig socialudsultet stress og svedeture, for tænk nu, hvis man gik glip af noget!

Men nu er det det absolut eneste, jeg har lyst til. Stilhed, alenetid, mad med karry og lam … og tv-serier forresten. Med Hundx2 i fodenden.

(Og så trøster det også, at jeg skal drikke gode ting med alkohol i med gode mennesker med alkohol i på Christianshavn i morgen.)

God fredag, folkens!