Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

NYHED: Til Pride uden at krumme tæer

Jeg blogger jo fra tid til anden lidt ovre hos Homotropolis og har i anledning af Priden skrevet følgende indlæg, som du nu kan læse både der og her.

Jeg har lige været til Pride. Uden at det egentlig var planen. Da jeg stod dernede på hjørnet af Vesterbrogade og Sundevedsgade, blev jeg helt ked af, at jeg havde glemt min telefon. For så kunne jeg ikke tage billeder. Det var ellers meget fint og farvestrålende. På en mere rigtig og sød måde end jeg i min fordomsfuldhed havde forventet.

Undertegnede og Lebben I Mit Liv havde sådan set bare ved middagstid pakket Homohunden og fundet en café til en omgang brunch for at kvæle tunge hoveder og mavesyre efter to gange våde arrangementer aftenen i forvejen.

Men da vi så var ved at være igennem anden kop kaffe, hørte vi i det fjerne en tung bas, der akkompagnerede Me&Mys “Dubidub”.

Priden.

Almindeligvis kan jeg godt være lidt skræmt over den slags optog. Jeg har tænkt meget over hvorfor, og måske handler det om en angst for at opsøge det selskab, man burde passe ind i, og så erfare, at man ikke en skid passer ind.

Men vi lod alligevel vores nysgerrighed pirre og bevægede os mod Vesterbrogade, hvor vi blev mødt af det mest forrygende optog.

Jeg blev bare i så godt humør af det.

Der var alle (disclaimer: Kliché coming up) former, farver, seksualiteter og køn repræsenteret, og der var ikke noget, der var mærkeligt. Alt passede ind og passede sammen i diversitetens smukke navn.

Vi stod og så hele optoget – måske halvanden time? Og jeg blev så glad, at jeg faktisk ved flere lejligheder måtte tørre en tåre væk fra øjenkrogen, det var rørende, fordi det var så, tja, det bedste ord, jeg kan komme på, er glædesfyldt. Ægte? Fordomsfrit?

Jeg talte forleden med en ven om det her med, at det “altid er den flamboyante bøsse med englevingerne” der havner i medierne i forbindelse med nyhedsdækningen af priden – at det kan være et noget stereotypt billede, der tegnes af homoer udadtil i forbindelse med arrangementet.

Men for fanden. Sensation vil vel altid være et nyhedskriterium, og hvis man overværer paraden, ser man i hvert fald netop, hvor fucking forskellige homoer er – præcis som alle andre er det:

  • Der var provinslebber med barnevogne og regnbueflag
  • Der var latexfetichister, der vred sig i deres bure
  • Der var VU’ere i formløse T-shirts
  • Der var feministiske topmaver i bikinier
  • Der var dreadlock-damer til kamp for LGBT-rettigheder i Yemen
  • Der var københavnske Bears med ølvomme og fuldskæg
  • Der var nøgne overkroppe, indsmurt i glimmer
  • Der var ABBA
  • Der var Boney M
  • Der var Shirley Bassey

Og så var der alle os andre.

Og hold kæft, hvor er der bare ingenlunde én stereotyp beskrivelse, der passer på os alle sammen. Og hold kæft hvor er det dejligt.

Du kan også læse indlægget på Homotropolis (lige her). Eneste forskel er, at udgaven ovenfor rettes for nyopdagede kommateringsfejl, hver gang jeg ser den.

1 Kommentar

  1. Spot on. Priden er en glædeseksplosion, jeg meget nødigt ville være foruden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*