I dag er det præcis syv år siden, jeg skrev det første OG det andet indlæg på bloggen. Og det er seks år, en måned og seks dage siden jeg mødte LL for første gang. Den 9. april markerer nemlig ikke bare tyskernes besættelse af Danmark men også min besættelse af LL.

Der gik en måned fra jeg første gang fragtede hende hjem fra byen bag på min cykel (en tidlig morgentime efter en alt andet end ædruelig lørdag i april), før vi så hinanden igen.

Jeg var på det tidspunkt særdeles nyslået single og meget sikker på, at jeg under ingen omstændigheder skulle kaste mig direkte ind/ud i et nyt forhold. Skulle lige mærke vandene og sample lidt af det hele først, jo. Men LLs glemte ørering lå alligevel der på sengebordet (hun sværger, hun ikke glemte den med vilje, meeeeeeen … ) og mindede om en ret så vild nat. Og morgen. Så jeg fandt hende. Havde hun efterladt sit nummer? Stalkede jeg mig vej? Foregik det på Facebook eller sms? Jeg husker det faktisk ikke.*

Men vi aftalte i hvert fald, at hun kunne hente sin glemte ørering sent torsdag den 12. maj, når jeg kom fra koncert med perifær bekendt på Ideal Bar.

Jeg drak mig mod til. Var topnervøs. LL ringede på, og vi sad længe og spyttede i hver vores drink i hver vores ende af min sofa. Indtil LL – heldigvis! – blev utålmodig og kyssede mig bagover til mit hoved ramte armlænet.

Derfra så vi hinanden ti gange fra 12. maj til 1. juni. Og 20 gange i juni.

Og vi kyssede videre under hele Roskilde Festival. Ikke på Roskilde Festival. Under. Det var nemlig det år, hvor Roskilde og resten af Sjælland forsvandt i regn. Jeg havde pakket min taske og fra skuffen opstøvet mine mest slidte Converser, der kunne ofres til Smattens guder.

Jeg skulle med toget mod Roskilde, jeg skulle baaare lige kysse LL farvel under et tæppe på den huleagtige omend gigantiske altan i min lillebitte lejlighed rundt om hjørnet fra Istedgade. Men:

  1. Regnen ville ikke stoppe
  2. Der var jo ingen LL på Rossen

Så jeg gjorde det, som forelskede mennesker nogle gange gør. Jeg skuffede mine venner for at blive under tæppet på altanen, mens meldingerne om syndflodstilstande og oversvømmelser tikkede ind på telefonen. Regnen blev min undskyldning, men vi vidste godt alle sammen, at LL var forklaringen.

Samtidig var jeg komplet ude af stand til at kalde hende min kæreste.

Jeg kunne ikke. Vi var for forskellige, det var for kort tid siden, jeg og min ekskæreste havde gjort det forbi, jeg skulle ikke være kærester med nogen! LL var ikke inviteret med, da jeg holdt rundt fødselsdag i slutningen af juni (selvom der ventede 30 røde roser fra hende foran min dør på dagen, da jeg kom fra arbejde). Jeg var forvirret ad helvede til, for samtidig skete der et eller andet helt grundkemisk, når jeg var tæt på hende.

Fra den 4. juli 2011 er der ikke flere date-optegnelser i min grønne kysse-googlekalender, som jeg siden midten af nullerne har opdateret med noter om erobringer, der ellers ville være gået i glemmebogen.**

Til gengæld er det i min officielle røde kalender markeret, at jeg var en uge på meditationsretræte frem til den 22. juli. En uge i tavshed, der gav ro til mit hoved. Jeg tog direkte ud til LL, da jeg kom hjem.

Og om søndagen er der bare den her optegnelse i kalenderen:

For da skrev jeg et godt gammeldags kærestebrev til LL. Mens hun lå ved siden af mig. Vil du være min kæreste? Sæt kryds: ja, nej. Hun satte kryds ved ja. Så godt og vel tre måneder efter vores første møde var det officielt. Vi var kærester. Vi fejrer årsdag den 24. juli. Men egentlig kunne vi gøre det samme den 9. april og den 12. maj. Så. Det.

Hip hurra for os. Ikke fordi i dag som sådan markerer noget som helst ‘os’. Men fordi hver dag markerer noget os. Især oven på verdens værste 2016.

*Men Facebook husker alt, og jeg søgte lige i verdens længste Messengertråd og blev klogere. Da jeg blev træt af at scrolle bagud prøvede jeg i stedet med en søgning på “hej [LLs navn]”. Og der var bid: Jeg kontaktede LL via Messenger dengang i maj 2011. Med en tåkrummende pinlig besked skåret over kammen, “hej, jeg ved ikke om det er din, men jeg har fundet en ørering under min seng, og så mange overnattende gæster har jeg heller ikke …”. Hun svarede elegant, hvorpå jeg rodede mig ud i noget med, at hun jo ku’ komme forbi og hente den, men at jeg så ikke kunne love ikke at invitere hende på et glas rødvin eller to … ÅH. Flovt. Og sødt. Sødflovt. Sovt. Flødt.

**Under min søgning laaaangt tilbage i hookup-kalenderarkiverne fandt jeg i øvrigt både noter som “Kyssede med dumme-X”, “Knaldede Y der var gift” og mere upræcise erindringer som “Whatshisname til kollefesten” eller “lægen”.