Af og til består en del af mit arbejde i at teste nye versioner af en helt bestemt iPhone app sammen med nørderne oppe fra udviklingsteamet.

Jeg er nemlig berømt vidt og bredt som master-crasheren, der kan få alt til at gå i stykker. Det gør mig til et bundsolidt og nærmest uundværligt test-subject, når man skal sikre sig at noget elektronisk vitterligt er komplet umuligt at smadre.

Således sad vi der om mødebordet, og pludselig gad app’en ikke lege på min telefon. Jeg rapporterer min fejl til nørderne, der ikke forstår, hvad der kan være galt.

Så en af dem siger, halvt i sjov:

“Er du sikker på, det ikke er din finger, der er noget galt med?”

Jeg tager en dyb indånding. Fanger hans blik.

Holder en middellang kunstpause og kan se, hvordan han 1) fortryder sit ordvalg, og 2) ikke helt ved, om vi kan tage den hele vejen ud over kækhedsrampen.

Men det kan vi. For jeg svarer:

“Honey. Tro mig. De her fingre fejler absolut ikke noget. Der er i hvert fald hidtil ingen, der har beklaget sig.”

Nørd: 0 / Lebbe: 1

Burde tagge indlægget under “subtile insinueringer”.