Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Når man tager kærligheden med sig hjem

Jeg er i den privilegerede situation, at jeg faktisk har en hel lille håndfuld veninder, som jeg simpelthen ikke kan ranginddele i en grad, så jeg kan kalde kun en enkelt for den bedste. De er alle sammen … den bedste.

Men en af disse, skønne A., blev gift på Nørrebro i går.

A. har jeg kendt i lige godt halvdelen af mit liv. Og der var en periode i årene før vi flyttede hjemmefra og således boede i hver vores ende af landet, hvor vores forældre måtte lægge begrænsninger på vores telefonsamtaler – vi fik et loft på en times sladder per dag.

Senere rykkede vi heldigvis begge til København, og i lange perioder har jeg nærmest boet hos hende, når mit eget liv blev for sprælsk og festligt, og A. repræsenterede ro, tryghed og familie med slumretæpper og te. Jeg tror ikke, der er ret mange, der kender mig så godt som A., og der er heller ikke ret mange, jeg på samme måde, som jeg gør med A., altid ved lige præcis, hvor jeg har. Hun har bare altid været der, når lortet brændte på.

Og i går blev hun så ellers gift med sin dejlige, dejlige mand, ved verdens fineste ceremoni på en meget smuk plet i hovedstaden.

Og jeg holdt tale (og var så rørt at jeg tudede allerede da jeg testede mig gennem mit oplæg med LL som publikum om formiddagen). Og drak mig fuld. Frygteligt fuld.

LL og jeg sad ved det bedste bord, blandt andet sammen med et par af de lebber, der udgør en stor del af kernen i de tilbagevendende homomiddage, jeg vist har nævnt en gang eller fire, og som har taget en næsten rituel form her efter fem år.

Og det var så skønt. Og kærlighedfuldt. (Og helt fantastisk fedt at være til bryllup med ikke bare brudeparrets fantastiske venner men faktisk også en god del af sine egne fantastiske venner.)

Det smukkeste øjeblik – hvis vi lige ser bort fra gommens tale til bruden, brudens sang til gommen, forældrenes taler til deres unger, kyssene, maden, lanternerne og alt det andet – var dog helt klart, da vi omkring midnatstid rejste os fra bordet, og der så småt blev skruet op for musikken.

I ved, det der punkt, hvor dansegulvet er meget tomt, og alle lige skal dyppe tæerne, inden de springer helt ud i trinnene.

Hverken det første nummer, der blev smidt på anlægget, eller det efterfølgende var der synderligt meget gang i danseriet til. Men så var der pludselig Marie Key for fuld udblæsning.

Uden Forsvar … og så ellers fire lebber (de to på denne adresse inklusive) i en rundedans, vi heldigvis godt alle sammen kunne se det komiske i: Så stod lebberne der. Og dansede til Marie Key.

Bagefter dansede vi til virkelig, virkelig meget andet og fandt vist først hjemad, da personalet begyndte at vende stole og slukke stearinlys – og brudeparret forlængst havde kastet håndklædet i ringen.

Åh.

Gid alle i verden ville invitere mig med til deres bryllupper. Hvis ikke lige der var de der regler om, at man ikke må have sort tøj på, ville det virkelig være den perfekte fest. Hver gang. Så meget kærlighed. Og ikke mindst så meget kærlighed, man tager med sig hjem fra sådan en fest.

Det er så magisk.

Man kan nærmest ikke lade være at blive en lille bitte smule ny-vild med sin egen LL, når man tilbringer en hel dag i sådan en vidunderlig rus af romantik.

1 Kommentar

  1. Måske spillede de i virkeligheden K.D. Lang. Måske har du sat hemmelige kvotemål for, hvor mange gange Marie Key skal nævnes på bloggen? Jeg begynder i alt fald at føre statistik 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*