Jeg har lige støttet Racheal med 300 kr. via Caremaker lige her). Racheal er lesbisk og fra Uganda og flygtet til Danmark. Jeg kender hende ikke. Overhovedet.

Egentlig havde jeg ikke sådan rigtigt 300 kr. til den slags i denne måned, men jeg har helt sikkert i højere grad 300 kr., end Racheal har. Og selvom jeg har givet hende 300 kr., har jeg også stadig råd til at tage toget til Jylland og kramme min egen familie, hvis jeg skulle få lyst.

Hvilket er mere, end hun kan.

Racheal er nemlig blevet ramt af vores regerings drrrrønsympatiske nedskæringer, som betyder, at der ikke længere ydes støtte til familiesammenføring. Og Racheals børn er stadig i Uganda. Og Racheal er på integrationsydelse, hvilket vel cirka svarer til en SU, og så er det sgu svært at spare sammen til tre transkontinentale flybilletter.

På en måde er jeg ikke fan af de her private indsamlinger, fordi det fanme burde være et fælles statsligt ansvar ikke at sætte nogen i den umenneskelige situation, Racheal er blevet sat i. Jeg kan sagtens se det problematiske i at støtte enkeltpersoner – og jeg kan se, hvordan det på en måde bliver den vaskekumme, regeringen kan vaske hænder i – “arrrrhh, vi behøver da ikke gøre noget, de får jo hjælp.”

Men jeg kunne ikke bare lade stå til. Og særligt oven på Orlando havde jeg et indædt behov for at gøre et eller andet. Et eller andet.

Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at kunne se min mor sådan relativt jævnligt og nemt. Og jeg er for fanden 34. Og bor i trygge omgivelser. Det er ubærligt at forestille sig, hvordan det må være at befinde sig i et fremmed land – som man har været nødt til at flygte til, fordi man risikerede at blive slået ihjel i sit hjemland. Og så ikke have sine elskede i nærheden. Og ikke bare sine fucking elskede, men sine tre børn. Det er jo en vanvittig tanke.

Derfor synes jeg, du skal hjælpe også. Tænk engang, hvis Racheal kan få sine børn at se i år. Det får mig næsten til at tude. Hun er godt og vel 4.000 bobs fra at nå målet. Støt indsamlingen her.

Og læs da også lige lidt om, hvor meeega-nice LGBTQ+ personer har det i Uganda – fx på Huffington Post. Det virker som en ren badeferie. Nå jo, hvis man ser bort fra den overhængende fare for at blive slået ihjel.

Billedet nedenfor er fra Priden i Uganda sidste år. Priden, I ved, den som vi stadig har brug for.