Åh Berlin. Jeg elsker Berlin. Hver eneste gang jeg er i Berlin, fantaserer jeg om, hvilke omstændigheder, jeg kunne skabe for mig selv, som ville gøre det nemmere at flytte til Berlin. Bare for en tid.

Jeg talte netop med en af mine venner om det. Han planlægger at forme sit arbejdsliv, så han kan lave sine projekter fra den skønne tyske hovedby (jeg tør ikke skrive “hovedstad”, for jeg synes, der er noget med Bonn, og jeg er for doven til Google) et par måneder hvert år.

Hvem der bare var selvstændig. Det får mig næsten til at overveje alligevel at lave nogle børn. Blot for at kunne træde ind i det forjættede barselsland for en periode (at få børn for at få ferie. Den var alligevel ny).

Vi snakkede meget om, hvad det er, der gør Berlin så fantastisk – især for LGBTQ’er. Og blev enige om, at der grundlæggende er to faktorer, som måske faktisk nærmest smelter sammen til én:

Dels er man som homo nemlig på én gang meget mindre synlig og meget MERE synlig i Berlin. Der er flere af os, og det gør os mindre bemærkelsesværdige.

Og dels er det som om, at berlinerne bare giver pokker i alt, hvad der hedder idealer og standarder og barrer placeret helt oppe under skyerne. Der er mere grimhed, flere fejlskud, større diversitet … og dermed meget mere albuerum til at være sig selv.

Shit, hvor jeg dog elsker den by.

Vi havde fået lejet os ind på et mægtigt fancyt hotel, der desværre lå lidt midt i ingenmandsland mellem museumsøen, Checkpoint Charlie og Gendarmenmarkt. Men vi gik lange ture til (i) Kreuzberg. Og planlægger at finde noget airbnb ved Görlitzer Park næste gang. Lidt tættere på alt det fine/grimme.

Til gengæld havde vi badekar på værelset (og meget bløde lagener på sengen).