Når jeg bliver beruset, sker der to ting:


1. Jeg begynder at falde.


Ingen bytur er fuldendt uden hudafskrabninger på knæene. Jeg erindrer ikke, at jeg faldt så meget, da jeg var yngre. Men jeg går også i højere hæle nu. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Altså det med at falde – hælene er fine nok.


2. Min gaydar går amok.


Det er helt vildt. Og grænsende til pinligt (i modsætning til at skvatte rundt og skrabe knæene. Eller “knæerne” som vi siger der, hvor jeg kommer fra).
Sidst på aftenen finder jeg altid en eller anden stakkels uforvarende heterotøs, gerne en pæn en (læs: en jeg kunne have haft lyst til at knalde, hvis ikke jeg var i monogamt parforhold). Og så går jeg ellers i gang med at forklare hende, at hun er lesbisk. Og bemærk: Jeg forklarer hende ikke, at jeg tror, hun er lesbisk. Ejheller stiller jeg nysgerrige åbne spørgsmål til, om hun måske kunne tænkes at være lebbe?

Nej. Jeg fortæller hende, at hun er lesbisk. 



Den lækre dame svarer typisk høfligt og politisk korrekt, at hun aldrig har været sammen med piger, endsige overvejet det, men at hun naturligvis ikke er decideret afvisende over for muligheden, som det moderne kultiverede menneske, hun er.

Eller også siger hun, “Arrrrhhj, det tror jeg altså ikke, jeg er.” Hvortil jeg svarer, “Jo du er. Det er helt tydeligt.”

Og sådan fortsætter det. Jeg kan være ret overbevisende (selv med hudafskrabninger på knæe(r)ne). Jeg har vist igangsat seksualitetskriser et par gange. Husker en snak med en vildt fremmed megalækker pige, der bestemt ikke selv var lige så klar over hvilken side, hun svingede til, som jeg var det. Jeg erindrer, at vi udvekslede numre – “så kan du bare ringe, når du selv er parat.”

Hun blev så forvirret, staklen.