Shit maaaan. Jeg tror, jeg har været til mor-casting uden at ville – endsige vide – det.

Perifær bøsseven fra gaaaamle dage skrev ud af det blå på Facen. Om vi skulle ses næste uge?

Klart, vi skulle!

Vi når at mødes og tale sammen i ti minutter max, før han fortæller, at han og manden gennem årevis går i børnetanker. I en grad, vel at mærke, hvor min gamle ven har været ude og snakke med regnbueforældre for at blive klogere på mulighederne. Og kender alt til lovgivning om rugemødre og til ret og rimelighed i forbindelse forældrefordeling i homofamilier.

Og så spurgte han, hvor jeg stod på det område?

Jeg fremlagde som så ofte før (det er nærmest blevet en af de der småirriterende automattaler, som man tager en dyb indånding for at kunne fuldføre i ét åndedrag), hvordan jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg vil.

… Og børn er jo søde, men seriøst jeg synes næsten dagligt, at det er (for) meget arbejde og ansvar at have en hund. Og måske vil jeg slet ikke have børn men er bare så fedtet ind i samfundsnormer og semifremmede, der tillader sig at stille et opfølgende spørgende ‘hvorfor’, når man svarer negativt på, om man har børn.

Og så sad vi lidt der.

Og så snakkede vi lidt om løst og fast og sommerferie. Og så skiltes vi. Og først da jeg kom hjem, og LL spurgte, om det havde været hyggeligt, faldt tiøren.

Eller er jeg bare paranoid / har alt for høje tanker om mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig spørge ham. Om det var det, der var hans mission. Men det virker også lidt konfronterende, gør det ikke?