Fredag = middag med homoerne og X factor på projektoren et sted på Frederiksberg – og hvordan kunne Danmark sende Jógvan [:jæg’varn] i finalen oh my god hvor hører forkølet indierock bare ingenlunde hjemme i bedste statsfinansierede sendetid?

En del rødvin og herlige diskussioner (om hvad? Jeg kan ikke huske det. Rødvin har samme effekt på konversationserindringer, som danskvand har på rødvinspletter. Eftersigende).

Opbrud ved to-tiden.

En del af selskabet drog på Amigo Bar, som – undskyld mig meget – vist ikke helt kan gå under betegnelsen homobar længere, ahva? Et stort, heteroseksuelt kødmarked. Så vi gik igen. Overvejede Vela men kunne ikke helt overskue at være de gamle ovre i hjørnet. Tog i stedet på unavngiven bar i nærheden og efter en bakke med ti-shots-for-hundrede-kroner (det var den type etablissement), endte vi – som man jo gør – på Nevermind.

Og igen blev jeg så lykkelig. For hvor vildt er det at bo i en (alt andet lige) storby, tage i byen med sin kæreste og sin bedste ven, træde ind i et lokale, der vibrerer af god stemning, og på vej til garderoben 1) få øjenkontakt og derfra verdens største knuser af Sin Nye Ven, 2) mærke en ikke helt diskret hånd på sin venstre balle, vende sig og få verdens største knuser af en anden af de gode bøsser, og 3) dreje sig en kvart omgang og støde frontalt ind i en tredje af de virkelig fab?

Altså. Tænk lige hvor forrygende det er at have et sted, man potentielt faktisk ville kunne opsøge solo og alligevel være ret så sikker på at møde nogen man kendte! Det giver mig den vildeste optur. Det er totalt Cheers og alle kender dit navn (sagde hun uden det mindste gran af ironi. I’m that famous) og “Norm!”. Og her stopper den associationsstrøm, det er vist til alles bedste.

Jeg er simpelthen så stor fan af bøsser. Og ingen hemmelighed skal det være, at det da bestemt også tildels skyldes, at bøsser er ret så glade for mig. Helt generelt. Hver og en. Allesammen.

På toilettet ventede mig og damen foran i køen meget længe foran låst wc-dør. Indtil vi for tredje gang banker høfligt på og ikke en men to mænd træder ud, begge i færd med at lyne op. De forlader det lille toilet, og jeg high-fiver med min tissetrængende kø-kammerat over, at vores venten ikke var in vain, for den havde jo det smukke formål at de to herrer, tænker jeg, fik tilfredsstillet en eller anden form for behov.

Klokken lidt over seks trillede LL og undertegnede forbi Burger King, inden vi cyklede hjem og gik ret så lykkelige omkuld. Og klokken middag blev hundene leveret nyluftede og trætte til døren af verdens bedste dog sitter. Og nu skal vi se The Jinx som er et udmærket plaster på det åbne sår, som Serial har efterladt i vores true crime story-hungrende bughule. Bestemt anbefalelsesværdigt her to og en halv episode inde i løjerne.

Jeg ved i øvrigt ikke helt, hvad/hvor bughulen er. Bare lige for the record.