Så for katten. 

Var forbi Statens Museum til queer-arrangementet i går aftes. 
Ingen – allermindst jeg selv – havde troet, jeg ville komme af sted. 

Lige dele træthed, regnvejr, homo-generthed (alvorlig lidelse) og LL-med-planer-om-hjemmeaften trak i modsat retning. 
Men jeg gjorde det sgu. 

Rejste mig fra sofa og kys efter to gode fredagsøl og slæbte min cykel med S-toget. Ja. Cykel med toget. Hallo. Jeg havde fanme fundet glattejernet frem for første gang i månedsvis. Ikke tale om, at provo-byge skulle få lov at ødelægge dét stykke arbejde. 

Og jeg havde en herlig fest fra 18.30 til 21 med gode og sjove mennesker. 

Åh jo. Og mødte adskillige blasts from the past. Inklusiv eks-plus-ny-kæreste.

Blev øjebliksvist ramt af den der sære blanding af forløsning og vemodighed, som indtræffer, når man står foran et menneske, man har været tæt på, og føler … Intet. 

Det føltes meget voksent og overskudsagtigt faktisk kun at mærke glæde over, at hun har mødt en, hun virkede glad for. Det under jeg hende.

Men shit, hvor føles det kombineret angstprovokerende og dejligt at være et sted med så mange homoer. Synlighed og homo(!)genitet i skøn forening. 

Det var et dejligt arrangement, sgudda. Og props til kuratorer med queerkendskab!

Drønede hjem ved nitiden og skulle egentlig have været videre til fest hos gammel ven i naboejendommen. Men faldt i søvn med mulen mod LLs ryg. Den slags sker.

Og nu er hundene netop ekspederet til yndlingspasseren på Christianshavn, og LL og undertegnede har givet hånd på, at vi skal ud og løbe (sur smiley), før den står på melodunse med nogle af de sjoveste – perfekt blanding af dem, der i bedste fald er ligeglade – i værste modstandere, og dem, der faktisk live-tweeter hele vejen igennem (og til sidste sekund truede med at baile, hvis der viste sig billetmulighed til finalen).

Hov. Opdatering på livemåden: Over for mig i S-toget sidder to unge piger. 

Pige #1: “… Og hvad SKER der for den skæggede dame?!”

Pige #2: “Ja, det var klamt. Men har du set hans … hendes talje?”

Jeg er målløs og ved ikke, om jeg burde have afbrudt med en lektie i politisk korrekthed. Eller om jeg egentlig selv lige fik en?