Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Majoriteten gør minoriteten synlig (mere om Priden)

Forleden beskrev jeg, hvem der (foruden mig) var til pride.

Jeg nævnte provinslebber, latextyper og englevingebøsser. Halalhippier og Amnesty-udsendte. Blandt andre. Men jeg glemte helt en meget, meget vigtig gruppe:

Heteroerne.

For fanden da. For både i optoget og langs med det vrimlede der med heteroer af den slags (som heldigvis tæller en del), der synes, det er præcis lige så langt ude, som ‘vi’ gør, at der ikke hersker lige rettigheder for alle seksuelle orienteringer i praksis – såvel som på lovgivningsplan.

Fx stod Livslebben og jeg ved siden af et heteropar, der var tilstede af to årsager: Dels for at bakke op om den gode sag, og dels fordi de – præcis ligesom jeg selv – blev helt glade i låget af al den…glæde.

Jeg kender personligt mange heteropar, der støtter Priden og går med i optoget, men de fleste er af den slags, der er meget bevidste om at opdrage deres drengebørn i lyserødt og tøserne til at klatre i træer. Der siger “politimand – eller kvinde”. Måske kender jeg bare ikke så mange hverken heteroer eller homoer, der ikke er meget kønspolitisk bevidste. Lucky me.

Men det her par var anderledes. De læste sgu ikke Politiken og havde sandsynligvis aldrig hørt om Judith Butler. De gik bare ind for lighed. Med deres – for hendes vedkommende – lange kulsort-farvede hår, malede øjne og stramme ONLY-top, og – for hans – store muskler under meget stram T-shirt samt noget med Ed Hardy.

(Og så havde de i øvrigt to franske bulldogs, som vi så billeder af på deres mobiler (parrets, ikke hundenes), mens de beundrede Homohunden, der ligeså fint lå os snorksov, til trods for Ma Baker på 100+ dB fra optogets transportable lydsystemer.)

Selvom glitterbøsserne er langt mere synlig under Priden, bliver optoget altså kun så stort, som det er, fordi der er rigtig mange majoritetsmennesker, der bakker op.

Husker jeg at takke dem? Gør du?

3 Kommentarer

  1. Ja, elsker mine venner, kollegaer og alle omkring mig, for ikke at dømme mig, men bare elske mig, fordi jeg er mig.

    Og blev så rørt over alle heteroparerne med deres børn med regnbueflag, glade og smilende.

  2. Jeg havde min (meget) heteroseksuelle veninde med, det var hendes første pride, og hun var BILD med det. Virkelig. Hun mærkede glæden og kærligheden og sammenhørigheden møde os fra samtlige kanter, og hun takkede mig vildt og inderligt for at jeg havde inviteret hende med. Jamen selvfølgelig! Bare fordi man tilfældigvis ikke er 'born that way' ændrer det jo ikke på at man kan have politiske og menneskelige holdninger og følelser, der ikke er så binære, som mange ellers vil gøre det til.

    Jeg var bare glad for hun ville gå med, for hun gjorde det også til en fest. Ikke på “pege fingre og se aberne”-måden men i sin aktive og meget begejstrede og opbakkende adfærd.

    Men det er jo også en fest, det er svært ikke at blive begejstret for. Så megen glæde og så megen kærlighed i luften!

  3. Mine svigerforældre (hetero'er) går altid med i paraden. De er selvfølgelig også meget bevidste mennesker, men alligevel…har sku aldrig følt mig så accepteret!

Der er lukket for kommentarer.