Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Livstegn.

Der er ikke noget at fortælle. Faktisk overhovedet ikke. En uges ferie (og – woop woop! – stadig tre dage med sene morgener til gode) har gjort så godt. I sammenhæng, selvfølgelig, med det store, nye, gode, der skete for en uge siden.

Jeg har – det ved de trofaste vist – ikke haft nemt ved hverken tanken om at flytte sammen. Det var ligesom blevet en ubegribeligt stor tærskel at skride hen over. Og hvor var det dog dumt. Den eneste følelse, som jeg her – one week in – sidder med i kroppen, er, at det var lige præcis det her, der skulle til.

Vi skulle flytte sammen.

Jeg er glad helt ind i hjertet, og vi er glade. Og det er som om det her sammenflytningsværk har givet en eller anden ro og tryghed, som vi nok havde brug for. Vi er begge på hver vores måde små usikre sjæle, der – uden at ville det – holder mere igen, end sundt måske egentlig er. Og på en eller anden måde er den her to-navne-på-postkassen-rejse lige præcis den streg under JEG-VIL-DIG-budskabet, der gør os helt lykkelige og zen.

Ha. Jeg er godt nok klog her ni dage efter År Nul. Men jeg øver mig i ikke at se alle bekymringerne og i at dyrke lidt tro på, at jeg faktisk fortjener alt det gode.

Og så er det som om, at den her beslutning har stadfæstet et eller andet. Pludselig går det op for mig, at vi har været kærester i tre år. Vi kender faktisk hinanden rigtig godt. Jeg har nok lidt lullet rundt i en eller anden ide om, at vi jo ikke rigtigt kendte hinanden. Men det gør vi. Det mærker jeg meget tydeligt pludselig. Blandt andet ved den ro, jeg umiddelbart oplever omkring at bo sammen med hende. Jeg er ikke så bange for ikke at kunne være mig selv i mit eget (vores!) hjem. Det er rart.

Nå. Jeg er halvkvæstet i dag. På søndagsmåden. De to bedste bøsser kom forbi til Melodi Grand Prix og fingermad i går, og jeg fortryder kun en lille smule, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at tage med på Never Mind ved midnatstid, men da jeg lå i vores seng i vores lejlighed helt tæt ind mod LLs bryst(er), så gjorde det ikke så meget alligevel.

Hold kæft, jeg er røvsyg at høre på – undskyld, at jeg bare er glad i låget. Undskyld. Af hjertet.

2 Kommentarer

  1. Anonymos Lesbos
    (5 dage!) Nu må du ikke forsvinde helt vel…vi er jo nogen, måske fordi vi har boet med LL'er rigtigt længe, bruger dig som en art huskepille. Som læser dine blogs, smiler, genkender, men ikke genkender for meget. Skriv mere om dit nye liv. Er glad for den her blog, nysgerrig. Bliver varm om hjertet ved din ærlighed. Det betyder noget. Ikke kun fordi du er lesbisk….Og samtidig….så skal du jo seriøst slet ikke lytte til mig, men bare skrive når du vil. Trænger bare til en blog i dag.

  2. Åhh den glade lebbe! Dejligt med en masse kærlighedssnak – det giver sgu håb og så smitter det i øvrigt 😉

    Og så er jeg glad for at jeg ikke er den eneste med commitment issues eller hvad man kan kalde det (ej, jeg ved godt at det er det forkerte ord at bruge). Synes ikke at lebber omkring mig laver andet end at flytte sammen to minutter efter at de begyndt at komme sammen og jeg føler at jeg er den eneste, der overhovedet ikke har det behov, så det er sgu da fantastisk bekræftende at vide at dig og LL har været sammen i 3 år inden i flyttede sammen. Det giver lidt tid at løbe på 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*