Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Lille Lebbelyd #3

Her var der sgudda lige lidt mere lesbisk lyd. 
Denne gang handler det om det der med at få børn. Nok ikke så meget med den deciderede lebbebrille på – mere bare helt generelt. Det andet kommer garanteret en anden gang.
Jeg er bange for, der er rigtig meget af det, jeg snakker om, som jeg slet ikke får forklaret grundigt nok. Så hør det mere som et indblik i denne her såkaldte lebbes børnebekymringer end som noget som helst forsøg på at tale i finitte sandheder. 
Ikk’?

23 Kommentarer

  1. Hahahaha!
    Helt rød om ørerne af bar' smiger. Du skal være meget velkommen til at kontakte P3, men jeg tror sgu ærligt talt, chancerne for en karriere som anonym radiolebbe er ret små. Men sjovt – dét kunne det bestemt være.
    KH!

  2. Åh. Jeg HÅBEDE sådan, at nogen ville tjekke det for mig. Fordi jeg naturligvis aldrig lige fik taget mig sammen til det. Af frygt for at støde på irriterende og stressende fertilitetsstatistik i processen…
    TAK!

  3. Du har – måske – ret. Men! I den sammenhæng skal man lige holde fast i, hvor mange lande, der har lukket for adoption til homoer. So there's that… Og så er der nogle heeelt private årsager til, at adoption måske ikke lige er sagen i det her lillebitte såkaldt lesbiske liv. Men du har ret – adoption ER en mulighed. Sådan helt generelt.
    Okay, det blev et mystisk svar, det her. Undskyld for det!

  4. Undskyld for det med bankeriet. Jeg prøvede at advare. Prøvede. Og tak for dit input. Vi er på samme side, kan jeg læse mig frem til. Og så er der faktisk ikke så meget mere at tilføje. Du er sej. Tror jeg.

  5. Wow. Åh. Det betyder bare så pissemeget at vide lige præcis det, du skriver: At vi er mange, der tumler med de samme tanker. Tak for dit input.

  6. Den sikkerhed, du beskriver, at din kærestes usikkerhed giver, forstår jeg SÅ godt. Præcis sådan havde jeg det i et parforhold for mange år siden. Der er det altså vigtigt at mærke efter. Jeg kan anbefale et meditationsretræte 🙂
    Jeg har vitterligt ikke spor lyst til at vide, hvor svært det bliver at få børn ganske, ganske snart. Jeg har lyst til at leve i lykkelig uvidenhed…i hvert fald lidt endnu. Please?
    Pas på dig, og husk at mærke efter (lød det fra hippielebben).
    KH!

  7. Hej!
    Og tak for din kommentar. Den vækker masser af følelser, faktisk. Selvfølgelig vil børn give perspektiv på tilværelsen – men vil de gøre det i højere grad end et år blandt stammefolk i Sydamerika ville? Du har ret i, at vi befinder os i 'individualismens storhedstid', men det er min klare opfattelse, at mange tager det træk med ind i forældreskabet. Hold kæft, der er mange projektbørn derude!
    Jeg ved ikke, om jeg vil have børn. Jeg er pissebange for at 'vælge forkert'. Den ene eller den anden vej.
    Puha. Det er satanedeme nogle store spørgsmål, der melder sig.

  8. Skynd dig at springe ud på din arbejdsplads! Virkelig. Det er ikke noget, du skal skjule.
    Mange tak for dine tanker – og du kan tro LL og undertegnede debatterer sagerne. Og vi bliver bestemt også klogere i processen!

  9. Shit. Det sidste var en joke. Jeg ved ikke, hvorfor det lige blev mig magtpåliggende at understrege det. Flot.

  10. Hej xx
    Tusind tak for din kommentar – det er (som jeg har givet udtryk for flere gange) MEGAfedt at høre de personlige historier frem for en dum generel fortælling. Jeg tror, det jeg i første omgang stejlede over var, at jeg læste (og den står for min egen regning!) at jeg 'måtte være i det forkerte parforhold når nu barnetrangen ikke var allestedsnærværende'. Jeg mistolkede din kommentar som 'alle har da lyst til at få børn…hvis bare de er i den rigtige konstellation'. Og det er ikke det, du skriver – det ser jeg nu. Du skriver at DU har det sådan. At jeg føler mig ramt er noget, JEG skal kigge på.
    Tak for det indblik. Og held og lykke med børnene!
    Nåjo: Jeg tror, LL og jeg er lige ambitiøse inden for hvert vores felt. Desværre. Men så må vi jo bare blive så rige, at vi kan hyre et par aupairs i de første år og så ellers kaste børnene på kostskole, når de fylder tre, ikke?

  11. Kære Søren
    Mange tak for din kommentar – det er superfedt at høre far-perspektivet også!
    Jeg tror, det er de færreste, der fortryder deres børn. Det er en ret forfærdelig tanke. Og det er heller ikke fortrydelse jeg efterlyser, egentlig. Det er mere bagsiderne. Hvis du forstår.
    Og jeg er så enig i det med at stå ved sit valg – det er jo også det, jeg oplever at alle forældre gør. Jeg synes bare, nogle gange jeg og min kritiske næse fornemmer at forældre står ved det og ophøjer det i en grad, der kan synes urealistisk. Jeg vil gerne høre nogle, der tør – som du gør det i dit indlæg – fortælle, hvad man giver køb på, når man træder ind i forældrerollen?
    Tusinde tak for al dit gode input!
    KH.

  12. Tak for din kommentar, det er virkelig dejligt at høre andres tanker om det her gigantiske emne.
    Jeg har – flere gange – taget mig selv i at tænke, hvor skønt det måtte være, hvis det nu are viste sig, man ikke KUNNE få børn. Fordi valget så – i en eller anden grad – var truffet for mig. Jeg kan – når jeg læser din kommentar – sagtens se, hvor forkælet, det må lyde!
    Du lyder nu enormt, hmm, afklaret. I al din uafklarethed. Din kommentar indgyder ro. Tak for det.

  13. Nu en kommentar fuldstændig udenfor kontekst. Jeg ved, der er andre ting, der optager din opmærksomhed lige nu, men jeg ville simpelthen dele idéen med dig, mens den stadig er frisk på nethinden. Here goes.

    Der er blevet eftersøgt lesbiske karaktere i TV her på det seneste, nu hvor Orange Is The New Black er blevet virkelig populær og folkeelsket i USA på kort tid. Og nu hvor du pludselig har lagt din dejlige stemme offentligt ud, slog en tanke ned i mig. Tænk hvis du kunne få lov at få 30 minutter en gang om ugen (eller mere) på P3 eller anden radiokanal, og så fortælle om dit såkaldt lesbiske liv? Så hverdagsdanskeren på vej hjem fra arbejde bliver puffet lidt til og hører, at der er folk som os ude i samfundet, som gerne vil høres lidt. Og din stemme er jo som føøøøødt til radio.

    Nu blev dette til en meeeeget lang kommentar, men jeg håber, du vil tage det til overvejelse. Jeg skriver gerne til P3 og foreslår, hvis det var noget, du synes var fedt!

  14. Ved indgangen til puberteten har en kvinde ca. 400.000 æg. Kun ca. 400 af dem modnes i kvindens fertile alder. Bare hvis ikke du har fåët slået det op.

  15. du kan vel adoptere til den tid hvis kroppen ikke vil lege med.. så slipper du også for rent faktisk at føde… win win 🙂

  16. For det første holder jeg dig personligt ansvarlig for mine sprængte trommehinder, på grund af din kaffe+håndvask-banken. Jeg sidder i en X-bus, og samtlige passagerer tror, jeg lider af meget voldsomme nervøse trækninger. Thanks a lot.

    For det andet: for fanden hvor er jeg glad for, at en voksen, intelligent kvinde som Dem (charme, charme, blinkblink) også har de her tanker. Børn er altså bare ikke nødvendigvis den “naturlige forlængelse af parforholdet”. Ej heller er det “en pligt at få børn”. Begge fraser kan jeg i øvrigt takke min småborgerlige mor for. Tak mor.

    – Tag dig den tid, det nu engang tager, og lyt til dig selv. Der er ikke et forkert valg, kun muligheder.

  17. Yes, bare yes. Jeg er endnu meget ung af min alder, men diskussionen har da været oppe at vende. Pros and cons for at få børn er der mange af. Jeg har altid haft den opfattelse, at børn ikke må stå i vejen for mit karrierliv, og “jeg skal ihvertfald være 30, før jeg overvejer at overveje at få børn” Men hvor er det bare en svær beslutning. Jeg står nøjagtig som du, for tænk nu, hvis man fik børn, og man efterfølgende fortrød det (er det muligt???). En anden tanke jeg har, er at jeg vidst er ret sikker på, at jeg vil adoptere, frem for at bruge sædbank, hvis jeg kommer frem til den konklusion, at børn er sagen, efter jeg er blevet 30 ihvertfald. Det er også en tanke værd at tage med i sine overvejelser. Dette hjælper nok ikke dig så meget. Men du skal vide, du ikke er alene derude med second thoughts….

  18. hvor underligt, at du poster dette dagen efter, at jeg har brugt natten på at diskutere sagen med min kæreste. Jeg får stres bare af at høre dine tanker. Jeg har altid fået at vide, at man skal gå igang inden 35 for derefter er der allerede rigtig mange kvinder for hvem løbet er kørt. Især hvis man skal insemineres, hvor der oftere kræves mange forsøg.. Man kan se statistikkerne på f.eks. Storks hjemmeside, hvis man tør. Personligt har jeg været meget i tvivl, nu er jeg ret sikker på at jeg gerne vil og ret usikker på om min kæreste vil og ret usikker på om min pludselige sikkerhed til dels skyldes hendes usikkerhed… Da jeg gik fra min forrige kæreste besluttede jeg, at jeg ville gøre det alene, hvis ikke jeg nåede at finde en at gøre det sammen med og prøvede at slå mig til ro med det. Men det kan man jo ikke rigtigt, hvis man har en kæreste.. og det er heller ikke fedt at skulle overtale sin partner til fælles børn…

  19. Jeg har altid vidst at jeg ville have børn, villa, volvo og vovhund, også selvom jeg er lesbisk, hvilket gav mig mange kvaler da jeg sprang ud, og jeg er blot de 19 år.

    Jeg tror der mange holdninger til hvordan, hvor og hvornår med hensyn til børn. Selv havde jeg, faktisk i dag, en samtale med mine kollegaer om børn og om hvornår jeg, som den unge (med streg under) på min arbejdsplads ønskede dem. De mente ikke at man kunne få børn som enlig mor, samt at der altid bør være en far og en mor i et barns liv (de har tydeligvis ikke regnet min seksuelle orientering ud – eller også er de bare virkelig ubetænksomme kolleger). På det punkt er jeg ganske uenig, og det viser hvor forskellige holdningerne er til børn.

    Så jeg tror du må snakke med din dejlige LL, og sammen komme frem til hvad I vil, når i er klar til det. Måske finder i ikke løsningen lige nu, men så har i da sat noget i gang 🙂

  20. Xx – you got a point.. Den rigtige kvinde og de rigtige følelser ift det at få børn… Sådan er det også for mig..Jeg mener at kærlighed er grundstenen i livet.. Det der holder os i live, det der holder os ude af og andre gange indeni sindssyge … .. Det der giver mening, er at elske et andet menneske. Desværre i vores tilfælde som homoseksuelle – kan vi ikke sammensmelte helt og opnå den fuldbyrdelse det ville være at skabe et biologisk menneske ud af ren og skær kærlighed til hinanden… Hvilket jo er mega nederen! Måske, hvis vi prøver længe nok, kan vi vende evolutionen 😉 Men men, det bliver nok ikke lige i nærfremtid…… At skabe en familie med sin elskede og opbygge et liv omkring parforholdet og barnet, som er biologisk eller socialt konstrueret – who gives a shit! Det tænker jeg, må være det ultimative kærlighedsklimaks……

    Jeg har ikke selv børn endnu. Så spørg igen om nogle år, når min kvindekæreste og jeg har fået nogle… Men det er mine umiddelbare tanker…

    Desuden tænker jeg også, at det at få et barn flytter fokus fra en selv over på noget, som er endnu vigtigere ….. I denne tid af selvforherligende tendenser – individualismens storhedstid krydret med lidt ukritisk tilgang til sig selv som socialaktør og danner af nutiden, tror jeg mange har denne ambivalens i forhold til det at få børn… Kan jeg have karriere på samme tid? Kan jeg gøre alle de ting jeg gerne vil, selvom jeg har børn…..? Osv….. Men – come on Lebbe! Forplant dig nu..! Du skal sprede dine gener og dit dejlige homovæsen, sådan verden får endnu mere dejlig homoenergi 🙂 og nej, dit liv vil se markant anderledes ud, men det betyder ikke at du ikke kan have MAGT og karriere… Hvis de to dimensioner har den store værdi for dig, så får dig og din kvinde det til at fungere… Ligeledes tror jeg også, at du, uden at kende dig udover hvad jeg har læst her, vil berige dit liv yderligere og måske få mere perspektiv på dig selv som individ herunder dine tendenser, som du selv beskriver dem: magtliderlig, liderlig, karriereminded arbejdshest, super sej lebbe og selviscenesættende….

    Lang svada… …. Bum bum… Nå, men ligegyldigt hvad skal man være sikker på sin partner og kende hinanden i forholdet…. Det er virkelig vigtigt, synes jeg…

  21. Uh, et meget personligt emne, og dermed også svært at hjælpe med når man ikke lige kender dig.

    Personligt har jeg egentlig altid været sikker ift børn. Sikker som i at jeg, med min ex og før hende, helt sikkert ikke ville have børn. Sikker som i at jeg, efter at have mødt min nuværende kæreste, helt sikkert vil have børn…altså med hende. Ellers ingen børn.
    Tror mit 180° holdningsskift på et split sekund både kan tildeles at jeg som person har ændret mig, men mest kan tildeles mit forhold som jeg har 100% tiltro til.

    Ift det med karriere, så kan jeg udemærket se din pointe. Har din LL samme ambitioner? Hvis ikke, kan jeg se en åbning ift det praktiske med at hente og bringe der.

  22. Bare for at sige hvor mine ord kommer fra, så er jeg en 40 år gammel heteroseksuel, skilt mand, der har mine 2 børn halvdelen af tiden.

    Det er ikke nemt at sige om andre skal have børn. Som du selv er inde på, finder du nok ikke nogen der vil indrømme at de har fortrudt at de har fået dem, men mon ikke de findes alligevel? Jeg har da heller ikke fortrudt mine, og 12 år efter den første blev født, er det svært at forestille mig mit liv uden dem.

    Det du skal huske, og det snakker du også selv lidt om, er at børn har en pris. De koster selvfølgelig halvanden formue (det er den nemme del), men først og fremmest koster de tid. Rigtigt meget tid, og rigtigt meget prioritet.

    Så hvis du vælger at få børn, så skal du gå fra arbejde klokken 16 de fleste dage, være villig til at gå endnu tidligere når de er syge eller hvad der nu kan være. Det fede er bare at det meste af den tid, har været noget af det bedste tid i mit liv (at gå rundt i stuen, midt om natten, med et sygt spædbarn på armen kunne jeg godt have klaret mig uden).

    Nu sagde du vist ikke noget om, hvad LL mener om sagen, jeg formoder ikke at du har tænkt dig at starte med at være alenemor (det vil jeg ikke anbefale). Man kan godt have både børn og karriere, men jeg tvivler på at en familie med to voksne kan rumme to karrierer for fuld udblæsning, og små børn.

    Iøvrigt sjovt at det næsten kun er kvinder, der får kommentarer fra familien om hvornår de skal have børn. Jeg har aldrig hørt noget, men min søster gjorde.

    Uanset hvad du vælger, så sørg for at stå ved dit valg, og have det så godt som muligt med det valg du ender med.

  23. “..Tidligt i overgangsalderen” siger du…jeg fandt ud af som 24 årig at min krop var gået i overgangsalderen pga. en meget sjælden medfødt genfejl.
    DET satte livet i perspektiv.

    I mine unge dage, ingen jeg fandt ud af at min livsledsager skal være en kvinde, drømte jeg om at få tidligt børn og glædede mig til at gå rundt og stråle med en stor gavid-mave. Nok fordi det er det mine forældre gjorde for ca. 40 år siden, da min ældste søster kom til verden, og fordi jeg tror man overvejede det mindre i de gode 70´ere, der skete det bare..

    Nu er jeg det sted i mit liv, at jeg også selv er meget i tvivl. en ting er sikkert, jeg skal/kan ikke selv føde mine børn, hvis jeg da overhovedet skal have nogle. Jeg prøver at lade være med at tænke og planlægge for meget på den front, fordi jeg tænker at jeg må kunne mærke den rigtige løsning, for mig, når/hvis den tid kommer.
    Når jeg finder en livsledsager tænker jeg at tingene udformer sig som de nu engang gør. Nogle ting i livet kan måske blive for planlagte og for tænkt.
    Og tænk sig hvis tanker om at man fortryder senere, skal gøre udslaget. Jeg tror man kan mærke det når/hvis den rigtige tid kommer…også kan man ikke forberede sig, og forestille sig, hvordan det vil være før man står med barnet i armene.

    Tak for dejlig lyd og fine overvejelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*