Nå. Men jeg var inde og se EM-håndbold i går. I Brøndbyhallen med lålålå og klappevifter. Sgu.

Det var min første rigtige håndboldoplevelse (siden to temmelig traumatiske år fra jeg var ni, til jeg var 11, hvor jeg gik til håndbold. Det ville være forkert at skrive, at jeg ’spillede håndbold’. For jeg sad mest på bænken. Og fattede ingenting), og jeg havde naturligvis min egen personlige håndboldlebbe i hånden. Altså i går. Ikke da jeg var ni. Det havde været … upassende?

Efter første halvleg spurgte LL mistroisk, om jeg nu også var sikker på, jeg havde gået til håndbold nogensinde? Fordi jeg spurgte til alt. Hvem er ham i den gule trøje (dommeren), hvem holder vi med (Kroatien), hvad er straffekast (målforhindrende fejl i tremeterfeltet), hvad er tremeterfeltet (feltet foran målfeltet), hvad er målfeltet (…), hvorfor hænger der et ekstra net ned inde i målet? Er man altid seks spillere plus målmanden på et hold? Hvad er højre? Hvad er venstre?

Men jeg kunne faktisk godt lide det. Jeg var svært godt underholdt.

Det nemmeste er at sammenligne med en koncert, publikum, billetter, store sale, fælles fokus. Men håndboldoplevelsen var bare så meget mere ordentligt en en koncert-ditto. Tænk sig, de udleverer en papvifte i foyeren, så man kan klappe med en hånd og således drikke (tynd) fadøl uden at spilde, når man applauderer. Det burde de have tænkt på på Vega.

Til gengæld er koncertgæster markant bedre klædt. Og pænere. Men nok om det.

I øvrigt:

Man skal have ret store hænder for at kunne gribe en håndbold med én hånd. Eller i hvert fald lange fingre. Og dér har I forklaringen på den massive overrepræsentation af lebber.

Og med dette indlæg kan jeg for første gang længe få lov til at benytte det obligatoriske lebbetag: Håndbold.