Retur fra London, men nu vil jeg bare retur TIL London igen snarest. Gå hånd i hånd og holde fri. Det er livet. Men det næstbedste er at skrive jer en lesbisk guide til London. Så I kan hoppe direkte i mine fodspor gennem byen på jeres næste visit. Kun lidt creepy.

Mest har vi bare vadet byen tynd, gloet på mennesker, besøgt obskure nichemuseer, sneget øl med ombord og drukket os fulde under åben himmel på toppen af en heeelt tom hop on/off-turistbus, danset til Pulp og lyttet til lesbisk debutantrap på Royal Vauxhall Tavern, set feministisk mini-comedyshow i Marylebone som to af blot ti publikummer (awwwkwaaaard) og spist Michelin-mad på Lyle’s.

Jeg fik også købt en nederdel, der ligner noget, som Barbie ville have på, hvis hun udkom i en Goth Edition, og så fik LL føjet endnu en tatovering til samlingen – Hun formåede simpelthen uden nærmest at gøre en indsats at finde den mest lesbiske lyserøde tattoobiks i Hackney. Homoer tiltrækker homoer.

Jeg forlod hende i salonen søndag eftermiddag i hænderne på helt karseklippet overtegnet kvindelige tatovør, og da vi et par timer senere mødtes igen, kunne LL fortælle, at den anden lige så lesbiske tatovør, mens LL var i hænderne på den første, havde arbejdet på en ligeledes lesbisk klient, der skulle på date samme aften. Men en kvinde, der gerne ville se Baywatch-filmen. Så. Det.

Nå. Men jeg tænkte faktisk lige at dele et par dejlige tip til en vellykket London-tur a la den såkaldt lebbe+LL.

De seneste par gange, vi har været af sted, har vi boet i Hackney/Bethnal Green-området. Hackney grænser op til Shoreditch og Brick Lane og har det bedste med fra naboområdet (god kaffe, listige specialbutikker, kreative cocktails), men er ikke helt lige så ramt af rædselsfuld hipsterturisme og two-for-the-price-of-one-atmosfære. Med andre ord: American Apparel (findes American Apparel egentlig stadig?) og Urban Outfitters er ligesom endnu ikke rykket den tand længere ud, så du har stadig en følelse af noget lokalt og ægte ( … hørte hun sig selv sige).

Denne gang boede vi i en Airbnb på selve Hackney Road, hvilket nedenstående anbefalinger også bærer præg af. Men du skulle tage at gøre det samme. Man har selvfølgelig længere til Big Ben, Madame Tussauds og Oxford Street, hvis man er til den slags, men man får til gengæld også en (liiidt mere) autentisk London-oplevelse og snakker rent faktisk med mennesker ved busstoppestedet og i kaffekøen, der bor og lever i byen – og ikke bare er på besøg.

Nå. Men here goes …

Den såkaldte lebbes såkaldt lesbiske guide til London:

Kaffen drak vi bedst på …

Lanark (262 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Lanark er et uprætentiøst og åbenlyst homovenligt ministed, der også sælger en smule hudpleje og andet spas. Prøv i øvrigt deres banh mi (vietnamesisk sandwich = det bedste fra to verdener: lyst hvedebrød OG koriander). Ejeren står selv bag espressomaskinen og er simpelthen bare så bundbehagelig og talkative.

Hackney Coffee Company (499 Hackney Road, London E2 9ED)
Her kommer du kun for kaffen. Seriøst. Servicen er – byens øvrige serviceniveau taget i betragtning – nærmest imponerende ringe. Men de er tilgivet, for kaffen er fuldstændigt fantastisk (og hvem siger også, at du behøver at have øjenkontakt med din barista, mens hun betjener dig). De sælger i øvrigt også deres egne bønner, så du kan tage oplevelsen med hjem på din egen AeroPress (eller coldbrew, der åbenbart er det nye) og således slippe for arrogancen.

Morgenmaden indtog vi på …

The Market Cafe(2 Broadway Market, London E8 4QJ)
Vi fandt Market Cafe lidt ved et tilfælde, men det viste sig at være et hjernedødt hyggeligt sted med opmærksom betjening, en avocadotoast der ikke var instagramværdig men lækrere, end jeg har smagt nogen steder. Og så var vi så heldige, at vi røg forbi en lørdag formiddag, hvilket betød, at vi kunne bevæge os direkte femten meter ned ad Broadway Market, da vi havde spist op, og dermed opleve det fine lørdagsmarked. LL kom hjem med sweatshirt med unikaprint, jeg kom hjem med gaver til to ud af tre babyer, som min vennekreds er nedkommet med de seneste par uger. Them breeders. Kunstneren bag LLs bluse kunne i øvrigt fortælle, at man i årevis har forsøgt at holde Broadway Market ude af turistbøgerne. Og det betyder faktisk, at man her stadig har et marked, hvor der absolut intet London-parafernalia er at spotte – ingen Big Ben-lightere, ‘all-I-got-was-this-lousy’-t-shirt eller shotglas med røde telefonboxe. Næste gang spiser vi dog på selve markedet i stedet for cafeen, for boderne bugnede af mundvandsigangsættende lækkerier.

Frizzante på Hackney City Farm (1a Goldsmiths Row, London E2 8QA)
Hackney City Farm er – især i solskin – den perfekte lille Christiania-agtige byoase med træer, rigtige(!) dyr og virkelig lækker bæredygtig morgenmad. Der foregår tusind sympatiske tiltag a la uddannelse og beskyttet arbejde, og så laver de fænomenal mad: Sid i den lille gårdhave og spis ristet banana bread med bacon og sirup. Seriøst. Gør det.

The Blues Kitchen (134-146 Curtain Rd, London EC2A 3AR)
Blues Kitchen er et lidt overvældende stort sted, hvor man har proppet rigtig meget indretning ind på de i øvrigt rigelige kvadratmeter. Tænk: impossant sydstats-cajun og neon (de har installeret en skinnende blankpudset campingvogn indendørs, hvis man skulle have lyst til at sidde i sit eget lille sneglehus) og ofte med levende musik. Du får sådan lidt en tacky kostumeoplevelse uden at det dog nogensinde kammer helt over … og så får du altså også de omtrent bedste vafler og eggs benedict i verdenshistorien. Perfekt tømmermandssted. NB! Bestil bord, de er populære!

Aftensmaden kan med fordel spises på …

The Manor (148 Clapham Manor St, London SW4 6BX)
LL og jeg sætter lidt en ære i altid at besøge en enkelt Michelin-restaurant, når vi rejser. Vi er begge madører par excellence, og hvor det kan være lidt vel pebret at spise stjernemad herhjemme, er det typisk meget mere overkommeligt i udlandet. Denne gang var vi faktisk på Lyle’s, men sidst vi var af sted spiste vi på The Manor i Clapham, og jeg vil klart fremhæve den som den stærkeste oplevelse af de to. Også hyggeligere indrettet i øvrigt. Men særligt maden! Tænk nordisk med et strejf af noget fransk high cuisine. Veltilberedt og lige tilpas eksperimenterende uden at blive myreåndssvagt (jeg fantaserer stadig om deres kombuchasorbet). Køb menuen og drik vinmenu til. Det er alle pengene værd.

Patty & Bun (flere locations, vi besøgte: 36 Redchurch St, London E2 7DP)
Seriøst en af de bedste, blødeste briocheburgere, jeg har smagt, og hertil seriøst gode fritter. Patty & Bun er et fuldstændigt værdigt alternativ til Byron, som man ikke længere som respektabel venstrefløjstype besøger, efter at de for et års tid siden blev knaldet i en større immigrantkontrovers. Men! Patty & Buns Shoreditch-filial lugter altså en lille smule af papirøhipsterness, så man skal være parat til en man bun eller to, før man entrerer.

Marksman Public House (254 Hackney Rd, London E2 7SJ)
Marksman er faktisk udvalgt som årets pub i Michelinguiden i år, og ikke blot er deres cocktails formidable (vi drak mest deres gin med hjemmelavet lemonade. OMG), deres mad er også virkelig lækker: Klassisk engelsk (tænk pies og buns) med et twist af noget mere moderne og orientalsk. Bestemt et besøg værd – og husk at hoppe på tagterassen, når desserten skal indtages!

Homodansene skal helt sikkert danses på:

Royal Vauxhall Tavern (372 Kennington Lane, Vauxhall, London, SE11 5HY)
Stedet er nok mest et bøssedisko – den eneste lebbe, jeg så – ud over hende den 65-årige, som LL insisterer på prøvede at score hende på toilettet – var faktisk hende der stemplede vores håndrygge, da vi kom ind. Og så hende der optrådte. Men der er den samme hjemlige atmosfære som på Never Mind og en hyggelig rygerbaggård (til dem med den slags tilbøjeligheder), hvor man falder i snak på bænkene. Og så føler man sig ikke gammel som 35-årig, fordi publikum er afsindigt diverst på alle måder. Og! Så spillede de Pulp. Pulp! I 2017! Så kan en britpopper by heart altså ikke ønske sig andet. Hertil er RVT et socialt projekt, som foruden en række omfavnende lokale initiativer også altid har åben mic. Vi stødte fx på en hottt lesbisk (omend middelmådig) rapper, da vi kom forbi.
NB! Husk kontanter – de tager ikke kreditkort i indgangen.

Nå jo, og tatoveringerne kan man med fordel bede Ana fra Happy Sailor Tattoo (17 Hackney Rd, London E2 7NX) lave. Hun har en formidabel sikker streg, tegner selv (godt!) og der er da i hvert fald ingen tvivl om, at man støtter lidt lokal lesbianisme i hendes salon!

Boblerne (ikke dem i glasset – dem der næsten nåede med på listen)

Vi nåede aldrig forbi homoboghandleren Gay’s the Word (66 Marchmont St, Kings Cross, London WC1N 1AB) – selvom jeg faktisk elsker homobogbikse og fx har købt obskure LGBTQA*-tegneserier både i den i Barcelona og den i New York.

Heller ikke lebbebaren She Soho (23a Old Compton St, Soho, London W1D 5JL) – som også var på vores to-do – nåede vi omkring. Men den skal alligevel med i nærværende lesbiske guide til London. Fordi jeg bliver varm i kinderne blot ved synet af den superlækre lebbe, der pryder deres hjemmeside. Ja. Klik bare.

Begge boblersteder var ellers blandt jeres seje anbefalinger på min spørgepost. Men så er der jo også noget at glæde sig til neeext time. Som man siger.