Jeg er i Polen. Igen. Konference og kål.

Dette blogindlæg er totalt en overspringshandling, for jeg har stadig omtrent halvanden times arbejde foran mig, før jeg kan hoppe i karbad (!) og ind under hoteldynen.

Jeg fucking elsker hoteller. Er en sucker for tyktvævet sengetøj og laminat. Mit eneste krav til det soveværelse i Håndværkerhylet, der så småt tager seriøst form efter fucking otte måneder i byggebavl, er, at det skal ligne et hotelværelse.

Da min mor var på besøg i Kbh. for nyligt, forsøgte hun ingenlunde at skjule, at hun synes, jeg indretter mig røvsygt og kønsløst. Bare fordi jeg siger “GRÅ OG HVID!”, “TUNGE GARDINER!”, “ENS SENGEBORDE OG -LAMPER!”, “SYMMETRI!” og “SENGEGAVL!”.

Hun forspilder aldrig en chance for at fortælle, at hende og min far primært indrettede sig med malede ølkasser og kokostæpper i kolleren, da jeg var lille.

Pfft. Bare fordi jeg har en hed affære med min sodastream. Sooodastream. “Er det gas?” spurgte min mor, da jeg proklamerede, at jeg havde indkøbt en danskvandsmaskine. Og hun forstod faktisk ikke engang selv, at det var en af hendes bedste vittigheder til dato.

Det dejligste, der er sket i Lodz i dag, er, at jeg så en rigtig fandens karl med barberet isse og sej bil med armen ud af nedrullet rude og fra bilanlægget gjaldede kæmpehøjt musik. Vel at mærke opera. En arie og ikke noget Wagner’sk – noget meget mere følsomt og udramatisk. Det var virkelig fint. Det kunne han godt score på, tror jeg. Måske var det derfor, han gjorde det.

NB. Til middagen var der i øvrigt fire forskellige slags syltet kål.