Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Lebben er en mundkartoffel, eller: Tanker om transkønnethed

Jeg ville så sindssygt gerne sige noget klogt om transkønnethed. For fucking hell hvor jeg sympatiserer med transkønnede.

Men. Netop når det drejer sig om transkønnethed ved trofaste læsere godt, at jeg tit vakler lidt. Er tøvende usikker. Jeg har funderet over, hvorfor jeg har svært ved at nærme mig emnet, og er nået frem til, at det handler om, at jeg er sygt bange for at træde forkert.

Jeg betragter mig selv som – nej, fuck it, jeg ER – feminist, ligeretsforkæmper, helt ude yderst på den røde fløj, ret så politisk korrekt og 100 pct. sexpositiv.

Men jeg er også bearbejdet gennem 34 år til at passe ind i det her binære kønssystem med dets til tider triste normer og og dumme benspænd. Og derfor har jeg kartofler i munden, der gør at jeg nogle gange kommer til at bruge forkert pronomen om transkønnede.

Fordi jeg er en klovn til at tale før jeg tænker. Og jeg er ikke modig/tålmodig nok i min hverdag til at bruge “hen” og skulle forsvare/forklare hver tredje sætning til fremmede samtalepartnere i mit professionelle liv.

Og jeg er også typen, der synes at den der Jannick-dokumentar var virkelig rørende, lige indtil jeg læste, at mit store idol Mads Ananda Lodahl kritiserede den i Information. Og så følte jeg mig simpelthen så dum og banal og ukristisk. Selvom jeg faktisk havde tænkt et par af de samme tanker – netop at vinklingen på, at det var Michelle, der “slog Jannick ihjel” var liiige skarp nok. For at sige det mildt.

Jeg kender ingen transkønnede. Gid jeg gjorde. For det ville nok afhjælpe lidt af mit dårlige selvværd omkring at tale om transkønnede. Give mig en større naturlighed.

Og jeg ved ikke nok om sexologisk klinik og udredningsprocesserne forud for kønsskifteoperationer. Faktisk er jeg i tvivl, om kønsskifteoperation er den korrekte term?

Jeg er bare en stor mundkartoffel, for fanden.

Jeg har ikke på egen krop oplevet så meget som en lillebitte flig af de udfordringer, der følger med livet som transkønnet. Der er jeg virkelig en hvid heteroseksuel mand til sammenligning. Og det gør mig bange for at italesætte/gøre mig klog på det liv, som jeg forestiller mig må være så uendeligt hårdt. Og som kræver et mod at leve i, som jeg faktisk er i tvivl om, hvorvidt jeg ville være i stand til at mønstre, hvis jeg i stedet for at være så relativt cis’et var transkønnet.

Men det rører mig ikke desto mindre dybt, at der ikke bare kan være plads til, at køn (gender) er et spektrum – eller endnu bedre: så flydende, at det faktisk ville være nemmere slet ikke at tale om det som noget, der hænger sammen med de kønsdele, der gemmer eller ikke gemmer sig i fremmede menneskers trusser.

Det lyder banalt, men KAN FOLK IKKE BARE LADE ANDRE FOLK VÆRE I FRED FOR HELVEDE?

Snæversyn giver mig ingen mening. Jeg forstår ikke, hvorfor det kan være så vigtigt, hvordan andre mennesker lever deres liv, det gældende både seksualitet og kønsselvforståelse (i mangel af bedre ord). Når de ikke generer nogen. Og her skal “generer” erstattes med fx “er voldelig over for”/”chikanerer” … og ikke med fx “provokerer mig af uforklarlige årsager”/”er ikke pænt at se på”.

Men jeg vil så gerne blive klogere – og sidst, jeg skrev om transkønnethed gjorde I mig klogere med jeres kommentarer. Jeg lærte fx endelig forskellen på “transkønnet” og “transseksuel” … og glemmer  den aldrig igen (og heller ikke hvorfor det er vigtigt at holde sig til termen “transkønnet”, når man snakker kønsidentitet – se kommentarfeltet).

Så fortæl mig gerne alt hvad I ved. Eller henvis til gode websteder med sympatisk information. Al viden er velkommen.

6 Kommentarer

  1. Jeg faldt lige over denne her video fra TV2Syd – og synes bare hende “strikkeren” er så sød!
    (Hun er en rigtig strik, er hun! høhø)
    Jeg synes, ligesom dig, at det er et svært emne (transkønnetheden – ikke strikkeriet) fordi jeg er bange for utilsigtet at støde nogen.
    Og hvis ikke strikken her havde haft en personlig aktie, ville jeg helst sikkert være blevet fornærmet på de transkønnedes vegne. Men nu blev jeg bare glad, for et mindre formelt og alvorsbetonet indslag, der berører emnet. Måske andre har det på samme måde?
    https://www.facebook.com/tvsyd/videos/982714298454372/

  2. Efter min mening – og erfaring – er det meget svært at generalisere, både om transkønnethed og transseksualitet. Der findes selvfølgelig en omfattende videnskabelig litteratur, både klinisk sexologisk, psykologisk og sociologisk, som man let kan finde i diverse databaser. En del akademisk transforskning udføres i dag af transmænd og kvinder selv, som fx Susan Stryker på Uni Arizona. Der er ikke enighed om forståelsen af transkønnethed blandt trans-transteoretikere. Nogle indtager essentialistiske positioner som fx Lynn Conway, andre forskellige varianter af socialkonstruktivsistiske positioner. Afhængig af, om man føler sig som 'født i den forkerte krop' (et klassisk trans-narrativ), eller man mener sig konditioneret af socio-kulturelle faktorer, eller blot insisterer på at håndhæve sin menneskeret til at skrive sit eget gender-narrativ, vil man i et eller andet omfang (re)agere forskelligt. Men sådan er det jo også med mange andre ting: Folk har fx næppe alle den samme forståelse af, hvorfor de er medlem af en religion osv.

    Der er to sites, jeg synes er særlig gode, hvis man vil opleve trans-mangfoldigheden: På http://theheroines.blogspot.dk findes hundrevis af korte interviews med meget, meget forskellige transseksuelle. Mange har været horrible ting igennem, færre har fundet accept og hjælp undervejs, rigitig mange har tilsyneladende måttet ofre kærligheden (i form af forhold) for at realisere deres personlige selv (hvad der jo egentlig – på trods af de mange fremskridt, der trods alt er sket – er rigtig sørgeligt). På http://zagria.blogspot.dk kan man finde en mere akademisk orienteret database med mange biografier, tematekster og andre materialer (herunder også en fremragende artikel om Lili Elbe og den gådefulde biografi, der findes om hende).

    Håber, det kan være til hjælp… og fornøjelse 🙂

  3. Jeg oplever langt hen af vejen kønnet som performativt, skabt gennem indlæring og kulturelle normer. Al opbakning til alle, der gør hvad de kan for at være tro mod sig selv – også at lade sig operere. Samtidig nager det mig, at jeg tror på, at man med et meget mere frit syn på køn og roller ville kunne trives bedre med at være en kvinde med en penis, eller en mand med vagina. Derfor ender det med at nage mig, at mennesker er nødt til at lade sig operere, før de kan være tro mod sig selv. Altså jeg tror på, man er det køn, man selv oplever, man er, men jeg tror flere kunne være det i den givne krop, hvis vi var kommet meget længere i kulturel udvikling mod kønsroller, der er åbne for fortolkning. Jeg siger det aldrig højt, fordi det måske alligevel er manglende tillid til transkønnedes egen oplevelse af situationen?

  4. Du er altid velkommen til at bruge mine videoer på youtube, men dem har du vist allerede set. Men hvis du har nogle konkrete spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til mig på fb (Oliver Panthera) eller sende mig en mail på Oliver_Jybaek@hotmail.com 🙂

    Så længe du netop anerkender dine kartofler i munden og lytter, så vil de fleste transkønnede gerne svare på spørgsmål 🙂 (Jeg vil i hvert fald).

  5. Jeg læste lige denne artikel i dag, som kan give godt stof til eftertanke: http://www.versobooks.com/blogs/2249-is-it-a-man-or-a-woman-transitioning-and-the-cis-gaze-by-ray-filar

    Jeg synes vi allesammen skulle øve os på det med 'hen'.

    – og så kalder man det vist nærmere kønskorrigerende operation, da man jo ikke skifter køn ved at ændre sine kønsorganer; man ér allerede det køn.

  6. Jeg ved, at hvis du bare er så ærlig omkring, at du er en stor mundkartoffel, og bare gerne vil lære mere om emnet, så vil de fleste transkønnede med glæde snakke med dig og forklare 🙂

    En regel du ALDRIG må bryde, er at oute en transkønnet til 3.part. Nogle lever 100% som det andet køn og ønsker ikke, at andre ved, at de er transkønnede, nogle vil bare gerne selv kunne styre hvor og hvornår folk får det af vide..

Der er lukket for kommentarer.