Rastløshed drev Bedstebøssen og undertegnede i bio i går. SPY på Fissetorvet. Rimelig radical lørdag aften.

Da filmen sluttede ved halv-tolvtiden, ville vi da lige ud have en enkelt. For at fejre, at SPY faktisk var ret sjov. Og sandelig om ikke det passede præcist med, at et par af de gode lebber skrev og spurgte, om jeg var ude?

Så efter på Sommerstedet forgæves at prøve at finde et bord blandt en milliard studenter? Konfirmander? – Ungdomstyper, i hvert fald – gav vi op og endte på den aldeles kønsløse sportsbar High Q på den modsatte side af Sønder Boulevard.

Hvor der – and I kid you not – var to fjernsyn tændt. Det er ikke i sig selv særligt sjovt. Det sjove kommer her:

På det ene tv viste de kvindefodbold (Canada vs. Kina, hvis ikke jeg tager fejl), og på det andet viste de Lara Croft. Som min gode gamle K noterede: “Så er der også noget til alle lebberne.”

Men omvendt ikke så meget til bøsserne. Bedstebøssen funderede længe og bestemte sig for, at han helst ville se Tomb Raider, hvis valget stod mellem det og damefodbold. Men tilføjede, at han hellere ville have set fodbold, hvis det var mænd, der spillede.

Han var bange for, det var sexistisk, men jeg forsikrede ham om, at det jo bare var liderligt.

Efter et par omgange, drog vi mod Vela, fordi en i selskabet – ingen nævnt – apparently ikke kan klare en bytur uden Red Bull længere. Hashtag #trediveplus.

Så vi tog på Vela. Sgu. Empowered og med planer om at take back Victoriagade.

Ankom til forkølet lebbefest: Der sad 15 lebber – vi talte dem! – fordelt ved borde og bar på Danmarks officielt eneste (hvis vi ser bort fra High Q, åbenbart) lebbebar.

19 inklusiv vores selskab. Tragisk. Gid, det var fordi de alle sammen var på Rafshaleøen.

Jeg hoppede med de andre ud for at ryge, lige i samme nu som den velkendte homobar-duo, ung lebbe + ung bøsse (efterskolevenner, gættede jeg på og fik siden bekræftet), ankom på cykel.

Ham gjaldende til hende: “Så er det bare med at komme ind og score.”

Vores – modne – selskab reagerede naturligvis med at chante “scor! scor! scor” efter den stakkels unglebbe, der var et sekund fra at vende om, men alligevel tog mod til sig og blev integreret i vores selskab.

“Jeg vil være hendes mentor,” som K proklamerede.

Om hun blev det, melder historien (endnu) intet om. For jeg kapitulerede som den første (uden Red Bull i årerne) klokken halv fem og drog hjem over i fuldt dagslys på sommerspontanbytursmåden.