Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Konkurrence: Vind et skud elitefeminisme

Kan I huske dengang for længe, længe siden i sidste uge, hvor jeg (atter!) gentog, at jeg var fuldt ud villig til at prostituere mig til gengæld for sponsorgaver og ussel mammon? Jo, guderne ovre på Tiderne Skifter/Gyldendal hørte mig såmænd. Og sendte mig fluks ikke ét men TO eksemplarer af deres helt nye feministiske biiibel, ELITEFEMINISTERNE – 25 års udskældt ligestillingsdebat., redigeret af Christine Dreyer Alexandersen og Kirstine Dalsgaard Larsen.

En til mig … og en til en heldig læser. Woop woop!

elitefeministerne er også såkaldt lesbiske

“Elitefeministerne” udkommer først i overmorgen. Så jeg følte mig svært privilegeret, da jeg allerede i går aftes læste knap halvdelen, inden jeg lagde mig til at sove (blundende LL’s hoved er en glimrende bogstøtte).

Min fantastiske veninde har skrevet et af bogens kapitler, men det er ikke kun derfor, bogen gør mig varm om hjertet. Den gør det også, fordi feminismen virkelig er en helt afsindig fin og selvrefleksiv -isme. Ingen aktivister retter som feministerne ind ved kritik, lytter, prøver, ændrer. Og det er helt sikkert et af bevægelsens største akilleshæle. At vi feminister rent faktisk lytter og reflekterer og udvikler. men også det der gør feminisme så fucking sympatisk.

Det handler bogen faktisk også lidt om. Altså det her med feminismens flydende form. Bogen beskriver nemlig (gennem personlige beretninger fra forpersoner og medstiftere) historien om Selskab for Ligestilling (tidl. Kvindeligt Selskab) – helt fra organisationen blev stiftet i begyndelsen af 90’erne som et støtteben til KVINFO, till navneskiftet betød et gevaldigt opgør med 2. bølge-feminismen. Og man bliver ret så varm om hjertet og tænker over sin egen vej til feminismen, mens man læser. Promise.

Selv var jeg sen til at fatte, at det var feminist, jeg var. Lige som jeg var sen til at fatte, at det var lebbe, jeg var. De to ting fulgtes ad. Og selvom jeg – når jeg kigger tilbage – slet ikke er i tvivl om, at jeg altid har tænkt og ageret relativt feministisk (hvis vi øjebliksvist ser bort fra min Barbie-besættelse som jeg stadig er aldeles ustolt af), så var det slet ikke en titel, jeg vedkendte mig, før omtrent da jeg begyndte på uni og mødte min første damekæreste.

Hun blev min indgang til stoffet – og lesbianismen blev et meget direkte værktøj til at forstå ulighed mellem kønnene, og ikke mindst hvor mange normer, der – selv om man er nok så frigjort – bliver lagt ned over et heteroseksuelt parforhold, hvis man ikke er sig dem bevidst (min sidste mandekæreste vovede én gang, mens jeg vaskede op at joke med et eller andet a la “høhø rette plads, kvinde”, hvor jeg flegnede sidelæns, selvom han i virkeligheden havde ytret sig komplet ironisk og påtagende-sig-en-identitet-som-hulemand. Jeg kunne ikke ha’ det. Så meget som et sekund at blive placeret i den kasse.

Og så blev jeg lesbisk. The end.

NÅ. Men lad nu det ligge. I kan vinde en bog, kan I.

I skal bare senest på mandag kl. 12 skrive navnet på den sejeste feminist, I kan komme i tanker om – død eller levende (Joppa) og køn underordnet – i kommentarsporet (husk at kommentere med navn, så jeg kan fange vinderen!).

Så trækker jeg lod blandt alle indlæg mandag efter work. Vinderen får direkte besked.

(PS. Hvis man lægger nok filtre oven på et billede, matcher en orange spisebordsstol faktisk nærmest præcis den røde temafarve på en dansk lebbeblog. Fascinating.)

14 Kommentarer

  1. Elisabeth Jacobsen

    27. november 2016 at 18:39

    Min navnesøster Elisabeth Schüssler Fiorenza

  2. Elisabeth Maria Cornelia Sodemann

    27. november 2016 at 17:19

    Sanne Søndergaard.

  3. Emilie Hage Mogensen

    27. november 2016 at 17:00

    Malala Yousafzai fordi uddannelse er vejen frem.

  4. Den svenske sangerinde Eva Dahlgren.

  5. Simone de Beauvoir fordi hun holdt på sit mod mange odds og det nok ikke var så let igen. – Eller i længden.

  6. Det er et grumt svært valg, men jeg er nødt til at kaste en stemme på Virginia Woolf. Jeg gør dette af to årsager.
    1) Hun var én af de mest raffinerede queer-litterater af sin tid, og hendes feminisme var banebrydende og intelligent. Hendes fragmenterede vægelsind forstod og rummede mere af kønsspektret end jeg nogensinde kommer til, selvom jeg lever 100 år senere. Derudover er grund nummer
    2), at jeg nu har brugt et halvt år på at bevise, at grund nummer 1 rent faktisk holder stik.

  7. Emma Goldman. Bl.a. pga. hendes tekst “The Traffic In Women” fra 1910. Hendes analyser af prostitutionens årsager burde være obligatorisk læsning for alle, der forholder sig til spørgsmålet om prostitution/sexarbejde i dag. Modstander af den tids ‘slutshaming’ og en af de feminister, der formået at koble kropspolitik med økonomisk frigørelse. Hun er fx kendt for udtalelsen “If I can’t dance to it, it’s not my revolution”.
    Her er en mini-teaser:
    https://www.facebook.com/femfreq/videos/10154310000586355/?hc_ref=NEWSFEED

  8. Amandla Stenberg!!! 😀

  9. Bernie Sanders.

  10. Jeg stemmer på seje Emmeline Pankhurst. “Deeds, not words”, yeah!

  11. Min yndlings er Emmeline Pankhurst. “Deeds, not words”, yeah!

  12. Mary Wollstonecraft.

  13. Mia Ana Østerberg Rasmussen

    22. november 2016 at 16:32

    Det må uden tvivl være min bror Thomas Victor, der til en hver tid kæmper for retten til lighed for alle og imod den heteronormative samfundsforståelse og endda valgte, at skrive sin speciale i filosofi om feminisme. Fordi han er den sejeste.

    Såfremt det skal være en mere kendt feminist må det blive Pippi Langstrømpe

Der er lukket for kommentarer.