Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kender I det?

Kender I det der med, at ens far ringer fredag aften. Og man gider ikke lige besvare hans opkald, fordi man egentlig har bedre ting at tage sig til, fx semi-drunken trivial pursuit?

Og kender I så det der med, at ens far ringer igen lørdag formiddag, hvilket egentlig ligner ham vildt dårligt, men man er faktisk lige i gang med at brunchfantasere med LL, så man tager den ikke. Men lytter alligevel telefonsvareren, mens man sidder på toilettet.

Og så lyder beskeden bare sådan her:

“Hej. Vil du ikke lige ringe tilbage. Jeg har noget, jeg skal tale med dig om.” 

Og sådan lyder det aldrig, når han ringer. For lidt kækhed og for få far-vittigheder. Og man bliver lidt bekymret. For han har lidt af heftige mavesmerter i et stykke tid. Og han er blevet undersøgt for mavesår og alt det jazz, uden at lægerne har fundet en skid.

Og man kan ikke få fat i ham, når man prøver at ringe tilbage.

Og LL trøster, fordi man græder og tager alle sorger i verden på forskud, og fordi det vækker grimme minder om dengang, ens mor ringede med beskeden om, at lægerne havde fundet et eller andet i venstre bryst, men at “det nok ikke var noget alvorligt”, og dagen efter ringede og fortalte, at brystet skulle fjernes asap. Og kemo og stråler og flextid og senskader – og et bryst for lidt lige der, hvor man krammer sin mor. En mor, i øvrigt, der stadig ikke er helt sig selv her fem år senere.

Og kender I det med, at man ringer og ringer og ringer til sin far, men han tager ikke telefonen?

Og man prøver at sige til sig selv, at man nok overreagerer. At han nok bare ville aftale et eller andet praktisk og var lidt kort for hovedet, da han indtalte beskeden. Og det kan jo være så meget. Og man skal ikke male fanden på væggen.

Og så får man endelig fat på ham.

Og så har han kræft i tyktarmen.

Og så sidder man lige pludselig i Århus (bolle-å) på en mandag, hvor man burde arbejde og slet ikke er syg. Og man begyndte at græde, mens man ventede på toget. Og i toget. Og i bilen fra stationen. Og ned i den sene aftensmad, som ens mor havde tilberedt. Og ned i Homohundens nakke. Og også ret længe på gulvet i LL’s entre hjemme i København.

Og det skal nok gå alt sammen, siger de.

Og i dag dør man jo ikke af kræft. Og de har opdaget det tidligt. Og der er ingen metastaser. Og hvad fanden er metastaser? Spredning. Og er det overhovedet ok helst ikke at ville med på hospitalet? Fordi hospitaler lugter og minder om mødre, der er helt afkræftede og græder, fordi det gør ondt, og fordi de er bange?

Og mødre skal ikke være bange. Og fædre skal ikke lade som om, de ikke er det. Ingen af delene gælder. For forældre skal slet ikke være syge.

Og jeg er et skrækkeligt menneske, for jeg synes, det er synd for mig. For mig. Jeg er jo ikke syg. Men det er bare så urimeligt, at de begge to får kræft. Med fem års mellemrum. Det er ikke fair. Hvad satan bilder de sig ind?

Nå.

Hvis der bliver stille på bloggen de næste dage, er det årsagen. Og hvis der bliver masser af blablabla-indlæg, er det også årsagen.

Og hvis jeg må komme med en bøn:

Jeg ville ønske, jeg kunne rumme det. Men. Jeg har slet, slet, slet ikke lyst til at høre om andres erfaringer med pårørende med kræft. Det hjælper mig ikke. Det er for tæt på. Og jeg har selv masser af erfaring med pårørende med kræft. Og det gør ikke noget som helst spor bedre. Det gør faktisk det hele værre.

Det er jo min far.

9 Kommentarer

  1. Sindssygt mange tusind gange tak for alle jeres tanker.
    Nu er første etape vel overstået. Syv-ni-tretten. Der er lige noget med nogle prøver, vi får svar på om to uger. Men alt tegner fint. Og så tager vi lige det der med et halvt års kemo forude, når vi er færdige med at juble over veludført operation.
    TAK!

  2. Kram og god karma til dig og dine!

  3. går selv i pårørende-sko.. ja det ER synd, også for dig.

  4. Fuck 🙁 Ønsker jer alle det bedste.

  5. Alle bedste tanker til dig og din familie.KRAM fra Emilie

  6. Fuck, hvor er det barsk og urimeligt. Det gør mig virkelig ondt for dig. Og ja, det er absolut okay, at du også synes, at det er synd for dig. Fuck altså.

  7. Det er jeg virkelig ked af at høre. Sender varme tanker og de bedste ønsker om god og snarlig bedring herfra.

  8. Det er også synd for dig! Det er synd for jer allesammen. Jeg sender en virtuel krammer og har al mulig forståelse for mangel på indlæg.

  9. JEG kan godt forstå at DU har ondt af DIG! For det er slet ikke fair. Ikke det der ligner. Kræft er LORT!
    JEG har ondt af dig! ..og din mor og bestemt din far!
    Krydser alt for at det skal gå godt!

Der er lukket for kommentarer.