Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Kender du det?

Det er helt vildt. Jeg kan faktisk ikke tælle, hvor mange gange jeg i min tid med kvindelige kærester er blevet antastet på gaden.

Det strækker sig lige fra klassikeren: “Må jeg være med?”, når man hånd-i-hånd venter på grønt lys i et fodgængerfelt, over “Lesben!” fra en forbipasserende og jævnaldrende berliner på gaden i Kreuzberg, og naturligvis til kysselyde, når store knægte krydser ens vej på gader og i parker.

Nå jo, og så var der også den ældre herre på bænken uden for bussen i Spanien, der lavede det internationale tegn for lebbesex (to knyttede næver bankes sammen, tommelfinger mod tommelfinger).

I det sidste tilfælde nåede jeg heldigvis at reagere med en fremstrakt langefinger og bankende hjerte i håbet om, at bussens døre nåede at lukke, inden han fik stablet sig på benene. Min kæreste synes, jeg var sej.

Jeg har aldrig været ude for fysiske overgreb (syv-ni-tretten) og har egentlig tidligere bare trukket på skuldrene af råberierne, “lad dem dog!” – men jo mere, jeg tænker over det og bestemt også jo mere fokus, der kommer på emnet, desto mere harm bliver jeg over den mere eller mindre subtile overtræden af min privatsfære, disse tilråb og lydord er udtryk for.

2 Kommentarer

  1. Ja! Ja ja.! Man bliver jo pissesur!
    Jeg kunne jo aldrig finde på at stå ved bussen og råbe “Åndssvage heteroer!” (Jo, måske, men kun sjældent!)

    Det minder mig om en tur til London i mine unge dage, (fnis fnis…)
    Anyway, jeg boede derovre i et halvt års tid, og det vat fantastisk når man var “ude”, for folk råbte automatisk efter én hvis man gik med en kvinde i hånden.

    Tilfældig fyr på gaden: “Lesbiannn!”
    Mig: “Nah, I prefer bush-basher, mate..”

    Nå, men seriøst, Hvis “alle andre” har lov til at råbe ad os, jamen så har vi da også lov til at svare igen.

Der er lukket for kommentarer.