Jeg er komplet skæv i hovedet af kaffe lige nu. Har været til bønnesmagning (cupping, hedder det. Viser det sig) med min loge. Og ja, jeg er med i en loge. En sej, ekskluderende og ambitiøs netværksloge med ondsindede optagelsesritualer og hemmelige ordener.

Min mave opfører sig topmærkværdigt lige nu. Muligvis oven på tredive kopper kaffe. De andre spyttede ud. Jeg slugte. Og ja. Det ved I godt, hvornår hun også sagde.

Men jeg lærte virkelig meget. Jeg lærte fx, at:

  • Kaffekendere overhovedet ikke beskæftiger sig med Robusta-bønner – kun med Arabica
  • Vand skal være 92-95 grader varmt, når det hældes over bønnerne
  • Jeg kan stikke min mokkakande (I ved, den der vi alle sammen kaldte en espressokande for tre timer siden – den der ottekantede satan, man stiller direkte på gasblusset) skråt op – det er en baristas værste mareridt og den mindst præcise måde at brygge sin kaffe på

Og så fik jeg ros. Ros! Jeg er en sucker for ros. Og tilsyneladende et naturtalent ud i kunsten at smage bønnens nuancer. Som man siger.

Nå. Nu vil jeg kaste mig under dynen … og ikke sove.

Hvis I, når I vågner, læser om en 32-årig kvinde på Vesterbro, hvis hjerte har banket sig vej ud gennem hendes brystben i løbet af natten, så ved I, hvad klokken er slået (ordn’ det Slettigud).

Jeg kan seriøst høre mig selv trække vejret lige nu. Helt heavy. Og ret klamt på koffeinmåden.

Åh. Søvn og sådan ville ellers være godt, tænker jeg. Jeg er nemlig bange for, at jeg har fået jinxet mit gode helbred grundigt og gedigent. Livslebben er syg, hver anden af mine kolleger skranter, venner og bekendte ligger i sengen, og jeg har bare alt imens smilet selvtilfredst og klappet mig på skulderen over tilsyneladende at være usårlig. Ingen influenza bider på mig.

Men nu napper al den smugness mig godt og grundigt i strømpebuksebagen. Jeg kan mærke svage sygdomstegn i mine øjne og i huden på mine arme.

Well – mon ikke det er væk i morgen?

Jeg ville gerne vise et billede af kaffesmagningen. Men syntes pludselig, det blev så bloggeragtigt. Nå. Nu får I det alligevel. Jeg er jo blogger. Se lige en masse kaffe.

The Coffee Collective ftw.
Ved I godt, de betaler bønderne 25 pct. mere end på Fairtrade-mærkede plantager? Og det her indhold er altså ikke sponseret.

Nå jo!

Mit yndlingsøjeblik, var da jeg duftede til den ene kaffe og tænkte, at den lugtede meget præcis lige som lort lugter dagen efter en rigtig slem bytur. Jeg sagde det ikke højt. Turde ikke (så godt kender jeg heller ikke flertallet af mine logesøstre). Men så blev det S.’s tur. Og hun sagde det så. Mere eller mindre direkte.

“Den lugter altså ret meget som et toiletbesøg når man har rigtig slemme tømmermænd.”

JA, udbrød jeg. JA!

… Og så viste det sig faktisk, at der var tale om såkaldt naturfermenterede bønner. Sgu. Altså bønner, der har fået lov at ligge og gå i forrådnelse i deres egen saft og kraft. Lidt ligesom den shawarma, man indtog på vejen hjem efter en lang aften på tequilashots og rødvin. Rent hypotetisk.

Det var et herligt øjeblik. Jeg var sikker på, det kun var her på matriklen, post-alkoholisk skidning lugtede sådan.