Huha. Årets to eneste rigtige julefrokoster havde valgt at lægge sig skulder om skulder fredag og lørdag denne weekend. Og det havde sikkert fungeret fint-fint, hvis jeg var 22. Men jeg er 33.

… Og sov således til klokken 17 i går, førend jeg greb efter iPhonen og Facebook og invitationen til lørdagens julefrokost i håbet om, at ankomsttidspunktet var klokken otte. Og ikke klokken 18.30.

Det var klokken 18.30, og i løbet af den næste halvanden time var jeg flyvende frem og tilbage og ja-ja-jeg-kan-sagtens-have-det-samme-tøj-på-som-jeg-havde-til-festen-i-går. Og lidt tørshampo, så er frisuren så god som ny.

Mine bagstive rystefingre fik både hældt en reparationsbajer indenbords og hældt 3/4 af en helt mørkerød Essie-neglelak ud i/over håndvasken på toilettet, klattet lidt flydende eyeliner ud over kinderne, og købt samt indpakket en gave til pakkelegen.

Gaven var i øvrigt to sladderblade, rullet sammen på en måde, der gjorde dem til legens mest eftertragtede pakke under navnet “dildoen”.

Og det var så hyggeligt. Og sjovt. Og bralret. Og jeg holdt ud til klokken halv et på en 1:2-blanding af øl og apollinaris. Og da jeg rejste mig fra bordet og hentede min jakke, fik jeg ros. Der var åbenbart nær ved foretaget væddemål om, hvor længe jeg ville holde. Så tiltagende klatøjet tog jeg mig nemlig ud, som aftenen skred frem (og ikke kun på grund af den flydende eyeliner).

Fredagens julefrokost var i øvrigt på arbejdsmåden.

Og her skal man huske, at jeg på min nye arbejdsplads er absolut alderspræsident. På den måde, hvor alle andre er 30 eller yngre. Og mænd. På nær min yndlings-sidekick, K, der både er kvinde og jævnaldrende (og hende, jeg kan sende et sigende blik, når nørderne begynder at købe hævn-webdomænenavne hen over flæskestegen. Shit, jeg holder meget af K.).

Åh ja. Og lidt apropos:

Jeg har aldrig hørt om snapsministre før, og da jeg fik reglerne for den kække lille juleleg forklaret, gav det minus mening: En udvælges som snapsminister (naturligvis kendetegnet ved overdimensioneret nissehue, jeg havde ikke forventet det anderledes), og denne kan så udfordres, hvis man ønsker at overtage hvervet.

Udfordringen består selvfølgelig, som dansk drukkultur fordrer, i, at udfordreren og siddende snapsminister sammen drikker en skål. Kapitulerer snapsministeren (hvis fx tre-fire gæster udfordrer i rap), må han overgive titel og nissehue til udfordreren.

Jeg synes, indledningsvist, at det virkede som det dummeste koncept i byen. For hvem skulle dog ønske at udfordre, når en udfordring betød frivilligt snapsindtag, og belønningen var retten til at iklæde sig en syntetisk nissehue og en lige så forloren titel?

Jeg tog fejl. På mærkværdig vis blev der kamp om den titel i en grad, så tre medarbejdere rallede rundt i hjørnet før klokken 22. Færdige af snaps.

En enkelt drink på Condesa med de seks, der stadig stod, kindkys og hurra, og en (genial) beslutning om at skifte fra høje hæle til Converse, inden jeg drog over brostensbelagte stræder mod Vesterbrogade og julefest på Revolt ved to-tiden.

Og sikken fest. Der for mit vedkommende sluttede ved 4-tiden, omtrent da BB og venner besluttede sig for at drage mod Nevermind. Og jeg (heldigvis) satte gummihælen i og cyklede hjemover.

Og plantede mig på puden med ånde af den slags, der fik sidedamen i dobbeltsengen til at prikke mig på skulderen og bede mig vende hovedet den anden vej, fordi hun faktisk blev fuld af, at jeg trak vejret i hendes retning.

December, for fanden.