Nu har jeg været i sommerhus. Og tilbage på arbejde i en uge. En af de travleste arbejdsuger, jeg har haft i månedsvis. Men det er godt nok.

Selvom mit sociale liv lider lidt. Nåede kun lige en middag i anlednings af yndlingsbøssens fødselsdag forleden. Og så selvfølgelig selvsamme bøsses store fødselsdagsfest i går aftes. I en park. Med øl. Flertal. Meget flertal.

Og det var slet ikke meningen, det skulle være så hyggeligt. Det var slet ikke meningen, at klokken skulle blive tre om natten, før Livslebben fragtede mig og hundene hjem i ladcyklen (med kort stop-over på Kebabistan selvfølgelig).

For jeg har ikke tid til tømmermænd. Arbejd’-arbejd’.

Shit, jeg lider af GEAGS. Græsset-Er-Altid-Grønnere-Syndrom, forstås. Foruden WCSD, som Dan Savage (ja, jeg er stadig på ham her tre år senere) har lært mig at jeg lider af. Worst-Case-Scenario-Disease, selvfølgelig.

Jeg er nemlig virkelig en klovn til at få aftaler i kalenderen. Sådan helt generelt. Eller i hvert fald en klovn til at overholde dem. For når de er i kalenderen, aftalerne, så stresser jeg helt sindssygt over dem og kommer endog af og til til at aflyse. Uden anden grund end at jeg er en bekymret lille pissemyre. Fordi jeg ikke kan overskue noget. Noget.

Omvendt, når jeg så har så travlt, at jeg faktisk ikke kan  at have playdates med gode venner, så laver jeg ikke andet end at savne dem. Og sms’e dem og lave fremtidige aftaler med dem. Aftaler, vel at mærke, der er seriøst i risikozonen for at stå for aflysningsskud, når tiden atter er til den slags. Dumhed galore.

Nå. Back to work.