Nå. Fordi der ikke er nok Westworld, og fordi LL ikke er hoppet på SKAM, har denne lille lesbiske husholdning endelig kastet sig over The Wire (jeg dukker mig lige, mens seriefeinschmeckere kaster sko i hovedet på mig, fordi jeg endnu ikke har set bedste HBO-serie nogensinde). Vi når ikke langt ind i første sæson, før det viser sig, at den ene kriminalinspektør er lesbisk. “Hun er lesbisk,” siger jeg. “Hun er lesbisk!”

LL mumler et, “mhmhm”. Nogle scener s(c)enere, skal lebben Kima forklare ny kollega, at hun foretrækker the poon. Kima er i øvrigt sygt lækker og ligner en blanding mellem Nicki Minaj (*swoon*) og en … lebbe.

Kima the wire lesbian

Og det bliver tåkrummende. Ikke i serien, men i mig. Fordi der stadig, efter ti års lesbianisme på egen krop, er et eller andet fordækt over ordet. Lesbisk.

Det er som om (og jeg beklager over for tudsegamle læsere, hvis jeg har skrevet præcis det samme før) at det bare aldrig udelukkende er en nøgtern, ligegyldig beskriver, ik’? Det er altid en lille smule intimt. Som om man ikke kan sige “lesbisk” uden at hinte til sex.

I formelle sammenhænge, hvor jeg skal nævne min kæreste, sniger jeg mig altid udenom ordet. “Min kæreste er en kvinde”, “jeg er homo”, “min kæreste hun hedder …”. Som om selv “jeg er til kvinder” er mindre slibrigt end “lesbisk”. Lesbisk konnoterer sex. Også når man egentlig bare snakker om seksualitet. Ik?