Der er noget mærkværdigt ved tilsyneladende at være den eneste i København, der skal på arbejde både i dag og i morgen. Hovedstaden er gået i sump, og jeg vil med derned, men kan ikke helt give slip.

Røg ikke desto mindre alligevel lige forbi lidt gløggarrangement (uden gløgg. Hvad fanden?) på Dyrhaven med alle Bedstebøssens de hjemvendte efter verdens mest effektive julegaveshopping på vej fra arbejde.

Jeg havde engang i slutningen af november besluttet, at jeg ville købe mine julegaver online i år og på den vis få lortet overstået på absolut nemmeste måde. Og således havde jeg lullet mig selv ind i en døset fantasi om, at gaverne jo nærmest allerede var udvalgt, bestilt, afsendt, hentet i pakkeboksen og lå i entreen i en stor pose og blot ventede på at blive fragtet til Aarhus i morgen.

Lige indtil jeg vågnede op. Og det var den 22. december. Og jeg havde købt nul julegaver.

Men jeg tog et lyn-raid ved 17-tiden i dag, sgu. Og gjorde det ret godt, hvis jeg selv skal sige det.

Far får feministisk litteratur, og det samme gør stedmoderen. Jeg tænker, at jeg – ved at give dem begge to lidt fra pensum (faren får Butlers “Gender Trouble”. Mere kreativ var jeg trods alt heller ikke) – holder de nok hinanden op på at få læst lortet i stedet for at dykke ned i endnu en Grisham-roman. Jeg føler hele tiden de to læser Grisham og John Irving. Krydet med lidt Siri Hustved måske.

Det burde ikke være muligt.

Vi skal på skiferie, hele den pukkelryggede (som tæller mig, LL, broren, faren, stedmoderen og hendes tre børn plus deres kærester og børn. Det bliver … jolly) til februar, så jeg forestiller mig, de har læst lortet til ende inden da. Så kan jeg høre dem i det på et hotel i Østrig.

Nå jo. Og Dyrhaven var fin nok i godt selskab, men jeg gider ikke mere. Der har været gløgg og evige udvekslinger af semi-ligegyldigheder skåret over kammen, “hvor skal du holde jul henne?” i fire dage i streg nu. Plus sporadisk spredt ud over hele december, selvfølgelig.

Og jeg vil hellere snakke om alt det vigtige. Livet, døden, kærligheden. Agtigt. Jeg kan ikke mere smalltalk. Og samtidig er jeg for træt til alt det andet.

Trænger faktisk til lige præcis sådan en aften, som jeg har nu. Hjemvendt fra Sønder Boulevard.

LL er draget Jyllands-over med 2xHund tidligt(!) i morges. Og jeg var en god med-lebbe, der stod op og sendte hende kærligt på vej med morgenkaffe ved sekstiden. Shit, jeg er sød alligevel.

Og nu ligger jeg her. Alene i dobbelthønen for første gang i tusind år. Og er helt, helt rastløs. Alle mine planer om neglelak og ansigtsmasker er gået fløjten til fordel for dødt blik, det værste fra Netflix og dårlig samvittighed over alt det tøj, jeg ikke når at vaske, førend jeg selv drager mod det aarhusianske ved fyraftenstide i morgen.

Jeg er ikke lige juletypen i dag, vel.