I dag har jeg – som en sand lebbe – været på shopping i:

  • Silvan x 3 (to gange i Valby og en gang på Fisketorvet. Eller Fissetorvet, som vi kalder det)
  • Bauhaus
  • Jem&Fix
  • Farvehandler

Jeg har slæbt:

  • Otte stole
  • To gipsplader
  • 2×10 liter spartelmasse
  • 10 liter grundrens
  • To bukke
  • To store ruller afdækningspap
  • + det løse

Op til tredje sal, vel at mærke.

Jeg har desuden fjernet tapet i næsten et helt rum. Hvilket er noget af det mest tilfredsstillende arbejde, jeg længe har udført. Swooooosh, sagde det. Så røg der en bane. Swoooosh. En mere. Ikke noget af det der gnatteværk, man kender fra prismærkerne på IKEAs glas, overhovedet. RIP lyserøde vinyltapet- og hej-hej flotte mur.

Alt imens har Lebben I Mit Liv fjernet en dørkarm og gjort de første forberedelser til at blænde en dør. Meget imponerende. Hun er verdens bedste. Og også fra tid til anden dygtigste. I dag har hun været begge dele.

Først var hun verdens dygtigste, fordi hun lige kunne fortælle mig, hvilke materialer der skulle indkøbes til Projekt Nyt Hjem. Megasejt at være i Silvan med en, der lige kan sige “13 millimeter” på det rigtige tidspunkt.

Dernæst var hun verdens bedste kæreste, da hun trøstede mig, fordi jeg formåede at bakke ind i dum parkeret bil i lejet lortekassevogn. Forbandet. Jeg lagde en seddel til ejeren. Selvfølgelig. Så muligvis er der lige et par tusind mindre at ordne køkken for, hvis bulen i døren er min skyld.

Jeg blev helt lille bitte i en kombination af skam og vrede. Meget blandet følelse, dér. Men Livslebben holdt om mig og fortalte om dengang hun totalskadede fronten på sin fars bil. Det hjalp lidt. Selvom det ikke var hendes skyld dengang.

Jeg prøvede til gengæld lige et dumt øjeblik at skyde skylden for min påkørsel på hende. Fordi hun ikke havde sagt stop. Jeg kunne godt høre, hvor streng jeg var allerede, mens jeg sagde ordene. Derfor var det måske ekstradejligt, at hun bare holdt om og sagde alt ok.

Hun er sød nok.