Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Hvor ulesbisk.

Jeg har svært ved at blogge for tiden. Og det er der en grund til. En herredårlig grund tilmed. Men en grund, trods alt:
Jeg har det nemlig bare sådan helt igennem ganske fantastisk godt. Tak. Jeg sagde jo, det var en dårlig grund.
Alt det her skriveri falder mig nok bare generelt nemmere, i de (tilbagevendende, I’m sure) perioder, hvor jeg går og tænker neurotiske, halvangste bekymringstanker – om det så i sidste ende er den tristesse, der kommer til udtryk i mine ord eller ej.
Men i disse uger kører det bare. Det hele. Mit liv er skønt og – med undtagelse af mit valg af sengekammerat – ualmindeligt lidt lesbisk. 
Og det betyder, at der ikke er så meget at skrive om. Andet end alt det kedelige:
Jeg holder påskeferie med stort P. Havde lige præcis tre feriedage, der skulle afvikles inden maj, hvilket betød, at forlænget skærtorsdagslangfredagspåskemandagsweekend blev til lang, lang, lang … dare I say it? … ferie. 
Ti dage. Sgu. 
Havde 5xYndlingshomoer forbi til påskefrokost i sidste weekend (og har praktisk talt levet af resterne hele ugen. Så. Meget. Mad. Hvor kom de seks forskellige slags ost fra? Vi spiste sgudda ikke ost i lørdags, gjorde vi?). 
På Bedstebøssens opfordring mødtes vi allerede klokken 15 lørdag eftermiddag. Og det var så-så-så godt, når vi nu knap kunne få snøvlet os færdige til at tage på Blok66 klokken tre om natten. Knap tolv timers fortættet samvær senere.
Men ej heller det var synderligt lesbisk. Bevares, vi var seks lebber (plus naturligvis BB) om bordet, men vi var nok mest bare venner. Mere venner end homoer lige den dag. 
Snakkede meget om Ukranian Human Barbie og normcore. Eller Enorme Kåre, som vi bare kalder ham. Og meget lidt om særligt meget andet. Så vidt jeg husker. 
Og sådan er det bare med alting. Ulesbisk og uinteressant og helt og aldeles ualmindeligt dejligt og let.
Jeg er underligt nyforelsket i Livslebben (der dog i disse dage har tilladt sig (hvor vover hun) at drage Jyllands-over). Der er bare så meget kærlighed og alt det der hele tiden. Forståelse. Nærhed. Igen: Kedeligt. Sødt, men kedeligt. For jer, altså. Ikke for mig. Nej nej. Jeg er helt opslugt.
Lige nu har jeg og en anden af mine virkelig gode bøsser fået lov at låne Bedstebøssens sommerhus på Vestsjælland, mens BB selv føjter rundt med familien i det nordafrikanske. 
Og vi slapper af. Får sovemærker på kinderne af spontane middagslure i sofaer. Sol-ømme øjne af læsning på terassen. Blå tænder. Af indlysende årsager. 
Men det er ikke spor homoseksuelt. Faktisk nærmest det modsatte. Sådan at dele en queen (pun not intended) sizeboxmadras med en mand. En mand! 
Eneste umiddelbare minus i dette øjeblik er egentlig, at jeg savner LL. Sådan helt ubeskriveligt. Og hundene. Som hun har taget med sig over til noget svigerfamilie, der nærmest hellere vil høre om dem, end om hvordan LL har det, når de ringer. 
Men det er god savn. 
Mere savn på: 
”Juhu, ingen grund til panik, for når vi hver især returnerer til hovedstaden, bor vi jo sammen og elsker hinanden, så jeg nyder bare lige at være lige præcis her, hvor jeg er”-måden 
… end savn på: 
“Avavavav jeg kan ikke være til stede i mit liv af bar’ savn, det er jo komplet uudholdeligt, jeg må hellere ringe til hende igen og igen og igen”-måden. 
Sidstnævnte er helt enormt trættende, jo. For mig, for LL og ikke mindst for dem, vi respektivt befinder os i selskab med i den givne situation.
Så det.
Der er sket et eller andet mærkeligt, som selvfølgelig ikke nødvendigvis er permanent (sagde pessimisten), men som jeg ikke desto mindre tillader mig at nyde i fuldfede inhaleringer lige så længe, som det varer ved. 
Noget u-angst. Noget, der vist handler om en helt ny og spændende tryg ro omkring kærlighed. 
… En tryghed, der gør, at jeg pludselig ikke freaker blot ved tanken om udeblevne sms’er, når LL sidder midt i påskefrokost med gamle venner fra en anden tid og ditto del af landet. 
Og netop den pludselige ro og plads, jeg mærker (så længe den varer ved! Pessimistlebben fornægter sig ikke), betyder på nærmest magisk vis, at sms’erne kommer. I lind og kærlig strøm. Og at opkaldene falder oftere. Fordi de ikke presses frem, og fordi de ikke – i fald de forsinkes af jysk svigerfamilies ændrede tidsplaner – følges af udskældt strafferi.
Mærkeligt selvopfyldende profeti. Begge veje. Sort snak. Undskyld.
Det handler selvfølgelig mest om en tillid dels til LL men i endnu større grad til mig selv, tænker jeg. Der er for fanden ikke partout lighedstegn mellem en forsinket sms og et forlist forhold. Breaking! En kortfattet & smileyfattig tekstbesked betyder ikke nødvendigvis, at nogen elsker mig mindre. Det er nyt for mig. Men sundt for alle.
Nå. Men jeg har det med andre ord skidegodt. Er det ikke bare kedeligt?

3 Kommentarer

  1. Enig. Lad i hvert fald være med at skrive om hvor kedeligt det er at skrive om det kedelige..

  2. Jo egentligt er det faktisk pisse kedeligt. Men jeg forstår hvor du er, er selv et sted der minder om, i mit liv pt. Så måske er det bare, at sige farvel og tak for denne gang dejlige læsere og forbipasserende. Nu vil jeg ikke kede jer med mit skønne smukke kærlighedspjat mere. Ha' det og nyd livet!

    Eller også bare hvile i, at du skriver mere for dig selv end for andre. Så om det er interessant for læsere eller ej er vel ligegyldigt. 🙂

    Bare en tanktestrejf. God solskinslørdag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*