Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

HVEM HAR TAGET JERES LEBBE OG ERSTATTET HENDE MED EN KIKSET HÅBLØS ROMANTIKER?

Ved I, hvad man lærer at nyde, når nu størstedelen af 2016 har været så gigantisk en kælling, som tilfældet er? Jo. Man lærer at nyde, når der bare er RO PÅ.
Jeg er ramt af helt tåbelig forelskelsesfølelse i disse dage. Det er nærmest plat efter fem år, men jeg kan faktisk næsten ikke vente, til jeg har fri fra work, fordi jeg bare gerne vil hjem til min LL.
Selvom LL efterhånden har været til både sin første og sin anden post-kræft-kontrol med positive (altså negative altså gode altså kræften holder sig væk altså positive!) scanningsresultater, er hun ikke rask endnu. Det glemmer alle, der ikke selv har haft sygdommen tæt inde på livet nok lidt. Også dem, der ellers er tæt på os og vil os det så, så godt. Måske netop FORDI de vil os det så, så godt. For nu, hvor det kemorelaterede ligesom er bag os (SYV NI TRETTEN), så vil alle (også vi!) bare helst have, at alting er normalt igen. 
Men det er det ikke. Energien – i bogstavelig og overført betydning – er en helt anden. På godt og ondt.
Men fucking hell hvor jeg dog elsker hende. Jeg er ikke typen, der kaster om mig med ’for evigt’, ’til døden os skiller’ og sådan. Det er jeg nok for meget skilsmissebarn til. 

Den der tro på, at kærlighed kan vare et helt liv, har jeg altid fundet ret så naiv. Og jeg har nok også haft tendens til lynhurtigt at nedtone, når andre har givet udtryk for langvarige planer på mit forholds vegne. Også når det var LL, der gjorde det. Mit glas er bare sjældent halvt fuldt. Jeg føler troen på kærligheden heftigt og øjebliksvist – ikke kontinuerligt og roligt.
Men da LL forleden sagde til fælles bekendt, at hun satanedeme havde tænkt sig, at hun og jeg var 4ever, så følte jeg pludselig slet ikke den der indre modstand med behov for at relativere og opremse forholdsregler. Overhovedet. Jeg var bare enig. Sådan helt nøgternt enig i, at vi kommer til at være sammen resten af livet. Ingen dikkedarer eller lyserødt. Bare faktum. That’s how it is. Og da gik det op for mig, at sådan har jeg faktisk set på os længe. Uden at lægge mærke til det. Længere end bare de hektiske kærlighedsøjeblikke, jeg hidtil har kendt til.
Det lyder egentlig afsindigt uromantisk, men når man er mig og i de fleste af livets henseender nærmest altid har en kvart mental fod (en tanke-storetå?) ude af bagdøren med kig på det-der-nabogræs, der bare er så sygt grønt, så er det ret vildt, at nogen pludselig kan sige ’for evigt’, uden at alt i mig gibber.
Man skal måske kende mig og mine evindelige ifs & buts for helt at forstå, hvor dybtfølt jeg mener det her. 
Men når jeg tænker på LL i den skide hvide hospitalsseng i vinter, så skriger mit hjerte til mig, at jeg skal have hende helt tæt på i meget, meget lang tid. Så tæt, at det uvægerligt får hende til at udbryde et stakåndet, ”du maser mig, baby!”. 
BARE KRAMME.

De der busture hjem fra Hvidovre og siden Riget i vintermørke er totalt surreelle minder allerede. Men når man husker dem, så husker man også hvor lidt man ønsker at være uden sin LL. Og så elsker man nok bare lige lidt højere.

1 Kommentar

Der er lukket for kommentarer.