Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Hovedet langt oppe i røven

Der er en naturlig årsag til, at jeg ikke har blogget en skid på det seneste. Eller en helt vildt unaturlig årsag, egentlig. For der er noget stort, som fylder virkelig meget, og som jeg ikke lige har kunnet dele på bloggen. Og som medfører daglige udvekslinger a la denne mellem LL og jeg:

Ja. Der gror et lillebitte menneske i min mave. Sgu. Og ja, vores default-emoji er et hjerte. Corny shit. Næsten lige så corny som at lebberne skal være forældre engang til foråret.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt … og sådan.

Det er fucked up, nyt og stadig alt for teoretisk til, at jeg kan andet end at lave sjov med det. Og jeg har været oprigtigt bange for at breake det herinde, fordi jeg jo dermed indtager et temmelig nyt standpunkt. Men ovenpå et 2016, der var det mest rædsomme, vi kollektivt og LL i særdeleshed har oplevet nogensinde, var der bare et eller andet, der forrykkede sig. Der var måske nok bare pludselig plads til at tænke lidt længere og større, end jeg ellers almindeligvis bryder mig om. Fordi jeg blev konfronteret med en reel risiko for at miste min elskede (og det er altså udmærket brændstof til livsrevision, hvis det nu absolut skal være). Så vi begyndte at tale om muligheden i vinter. Sådan lige så forsigtigt og hvis-og-hvis.

Og så gik det hverken værre eller bedre, end at en perifær bekendt nogenlunde samtidig henvendte sig, fordi han var skruk og havde os i kikkerten som potentielle mor-targets, og det satte yderligere skub i tankerne. Det endte nu ikke med ham men i stedet med en herlig mand, som vi efter få forfejlede forsøg formåede (firdobbelt allitteration – jeg elsker mig!) at date os frem til på Regnbuebarn.dk.

LL og jeg har nemlig hele tiden – og heldigvis – været ret enige om, at hvis det skulle være, skulle det være med en donor, som barnet kunne lære at kende helt fra begyndelsen. Omvendt har vi været lorne ved at involvere vores bedstebøsser i projektet. Helt egoistisk vil jeg nok bare gerne kunne nyde mine venner uden logistik-udfordringer og potentielle sengetids-/glutendiskussioner.

Metoden var den gammeldags med kop, sprøjte og benene opad. Jeg troede ikke et sekund på, at det kunne virke. Lidt for hokuspokus-festligt, ik’? Men spermens veje er (åbenbart) uransaglige, og guds egen opskrift foolproof. Og efter to måneder var der bid. Og nu bor der på fjerde måned et begyndende menneske i min mave. Til scanningen lå fostertypen med hele hånden inden i kæften (like mother like baby) og gad ikke rigtigt stå op til fotografering klokken otte om morgenen (like mother like baby). Men da divaen m/k/* endelig berigede os med sit selskab var det tydeligt, at høn har arvet LLs flotte høje kindben.

Anyways. Vi er pænt oppe at køre, og øjeblikkene, hvor jeg tuder og råber “IKKE ALLIGEVEL! IKKE ALLIGEVEL!” tegner sig kun for cirka 35 pct. af det samlede billede … så alt er fint. Og LL har allerede købt ternede mini-Vans i størrelse ‘tre måneder’. Sindssygt fornuftigt, alligevel, at indkøbe mærkevarefodtøj til en, der ikke kan gå.

2 Kommentarer

  1. TILLYKKKEEEEEEE!!!!! juhu!

  2. Threin Ottossen

    15. november 2017 at 17:28

    Tak for din blog, har fulgt den længe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*