Mit såkaldt lesbiske liv

Lesbiske bloggerier siden 2010

Homohelbredelsen

Har I set den? Dokumentaren Homohelbredelsen? På DR?

Jeg så den med milde tømmermænd i søndags (efter glimrende lørdags-glimmerfest i mere end én forstand – både Guldmineparty OG melodunsefejring).

Og jeg er ret målløs. Dels fik jeg totalt squad envy. Christine har jo et lebbe-entourage, som vi andre kun kan drømme om (no offense, venner). Jeg fik også lidt tattoo envy. Pæn vinge på vingen, alligevel. Og så ville jeg da heller ikke skælde ud, hvis jeg så lige så sej ud på et longboard.

Men dokumentaren gav mig til gengæld ikke det mindste frikirke-envy.

Det er meget svært at se dokuen så’n 100 pct. objektivt, når man selv:

1) Blev døbt som 12-årig for at få gaver … og formede helligånden i fimoler som en del af konfirmationsforberedelsen hos ret laid-back kvindelig(!) præst.

2) Er homo.

Men for mig virker det at fravælge sin seksualitet for resten af livet simpelthen som at give thumbs up til at få skåret et raskt ben af og så bare acceptere, at man nok kommer til at gå lidt træls til sine dages ende. Skodanalogi. Beklager.

Og næstekærlighed og religion begynder bare at klinge en lille smule hult, når gud (whoever she is) kun kan acceptere dig fuldstændigt med hud og hård og helt og betingelsesløst, som den du er, hvis du, well … ikke er den, du er.

Men det, der for mig virker så vildt er, at Christine i dokumentaren synes enormt velreflekteret. Hun er jo selv driften bag dette ønske om at smide sin seksualitet fra sig. Det siger hun jo. Selvom det er svært ikke at mistænke et helt livs indoktrinering for at være den sande driver bag beslutningen.

Og samtidig tager hun jo nul bullshit fra de to vanvittige homohelbredere og deres sindssyge amerikanske manipulation. Og er heller ikke bange for at gå farmand på klingen og stille spørgsmål ved, hvorfor han ikke kunne acceptere hendes tidlige teenagekæreste på lige fod med søskendes heterokærester.

Jeg er både:

1) Meget bekymret for Christine (fordi hun virker så glad og tilpas i sin homotilværelse)

2) Meget sikker på, hun nok skal klare den

3) Meget bange for at sætte ord på, at jeg er meget sikker på, hun nok skal klare den, fordi det lyder patroniserende, og hvordan kan JEG være så sikker på, at min sekulære homofile vej gennem livet er den rigtige?!

Jeg har brug for at diskutere det. Og hvis nogen (who am I kidding, naturligvis er der nogen), der kender Christine, så fortæl hende lige, at hun er megasej (og fortæl mig, hvor historien ender? Er hun stadig sammen med sin søde kæreste? Er hun stadig homo?)

4 Kommentarer

  1. Alle må altid svare. Måske pånær racister, sexister, ableister og den slags. Dem tillader jeg mig at afvise i døren. Tror jeg. Tak for dit input, og jeg er helt enig – den splittelse kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan man håndterer med sig selv i behold. Suk.

  2. Må jeg have lov at kommentere, selvom jeg bare er helt almindeligt hetero med mand og børn? Jeg læser med her, fordi du gør mig klogere og mere reflekteret mht. køn og seksualitet – tak for det! Men jeg blev simpelthen så ked af at se det program. Eller… jeg fik ondt i maven, fordi jeg slet ikke kan forestille mig, hvordan det må være at have to, for Christine, så dybtliggende drifter (seksualiteten og religionen), der strider mod hinanden, der faktisk er uforenelige. Hvordan kan man det, uden at blive et splittet menneske? Jeg håber, håber at hun finder ro til at være sig selv, hvordan det nu end er. Og så forstår jeg i øvrigt slet ikke, at man som forældre kan holde fast i noget, som i den grad fortæller ens barn, at det er forkert. Det barn, som man elsker over alt på jorden? Men det er jo så nemt at stå udenfor og pege fingre af noget, som man bare ikke forstår – i dette tilfælde religion. Jeg ved det ikke. Men sender de bedste tanker til Christine.

  3. Jeg blev også nødt til at stalke lidt efter den afslutning. Blev lidt gladere da jeg læste i denne artikel, at hun havde været kæreste med en fra kirkemiljøet. Måske hun kan finde ud at at kombinere tro og kærlighed en dag (http://www.udeoghjemme.dk/skaebner/utrolige-historier/christine-fra-homohelbredelsen-jeg-har-saaret-mange). En modig historie, som virkelig hænger ved. Hvor må det være svært at være imod så essentiel en del af sig selv… Jeg kan ikke helt finde ud af, om hun er imod sin seksualitet eller imod “miljøet”. Hvis primært er det sidste, håber jeg at hun finder ud af, at der er mange måder at være lesbisk på.
    Ps. Jeg har et par fælles FB-venner med Christine, men jeg har desværre ingen sladder.

  4. Jeg stod med fuldstændigt samme spørgsmål og lebbe-ønsker, for helt seriøst Christine og Sofie er jo alt for glade for hinanden og sådan helt lykke-agtige! Anyways, for at få svar kastede jeg mig ud i en intens Facebook stalking, af den type hvor man bagefter bliver lidt flov (men også stolt over sine evner!). Facebook ledte mig hurtigt til den konklusion, at Christine da stadig måtte være lesbisk og aktiv i sit skønne lebbe-miljø, eftersom hun for ikke for alt for længe siden stod for et eller andet long-boarding event!!! Longboarding – I kid you not!!
    Men ak nej, så faldt jeg over denne artikel (http://www.dr.dk/nyheder/live/christine-fra-homohelbredelsen-svarer-brugerne-min-identitet-ligger-ikke-i-min) og blev slemt skuffet.
    Ikke skuffet over hende, for hun tager et valg, som man kan være enig eller uenig i, og hun er stadig alt for velreflekteret til, at man kan feje hendes beslutning af bordet med hjernevask-argumentation. Min skuffelse lå mere i spildet af kærlighed.. Og så har jeg bare svært ved at forstå det på et personligt plan som fuldstændig gennemsyret og stolt pan-something identificerende kvinde, som synes, at det der med LGBTQ* identiteter er ret så fantastisk!
    Jeg er dog efter lange samtaler med rumboen kommet frem til, at manglen på forståelse fra min side som ikke troende ligger i, at for mig er hele meningen med livet kærlighed i alle dens afskygninger, hvorimod Christines mål med livet er at leve i overensstemmelse med hendes gud.
    Ps. jeg blev så enormt glad for at læse dit indlæg ”Status efter stilheden” i dag og græd som en pisket – det var stærkt. Jeg håber at alt bliver bedre for jer fra nu af!

Der er lukket for kommentarer.