Var på vennedate med Min Nye Bøsse forleden. Og tre rigtige dates inde i foretagendet tegner der sig allerede en form for mønster: Vi går lange ture. Og spiser sammen. På restauranter. Fordi vi er voksne og ret rige.

Første gang spiste vi dim sum (seriøst, hvis du bor i København og ikke har spist på Fu Hao, er du selv ude om, at du ikke er lykkelig), næste gang spiste vi sushi og nogle lidt uhyggelige fiskeskælsnudler, der bevægede sig (seriøst!), og forleden stod den på indisk (smør, mandler, lam og karry. Hvad er der ikke at holde af?).

Nu har vi aftalt, at vi også skal drikke kaffe på sofaer engang imellem. Vores forhold er parat til et sådant næste skridt. Selvom mad nu er dejligt. Meget dejligt. Og vi har fx ikke spist os gennem hverken Thailand eller Frankrig endnu. Eller USA. Åh, USA.

Nå.

Men det handlede – som altid (kan man etablere et “altid” efter tre dates?) – lige dele om livet og kærligheden. Selvfølgelig.

Og jeg tog mig selv i at blive en lille smule irriteret – ikke meget, bare lidt – når MNB fortalte om sine fantastiske parforholdslebbeveninder. Som både var lækre og succesfulde og “meget glade for hinanden”.

Ret småligt af mig. Især fordi jeg tog mig selv i at blive en lille smule gladere, da jeg så et billede af den ene, og hun slet ikke havde lige så pænt hår, som jeg havde forestillet mig.

Kæft, jeg er et ringe menneske.

I øvrigt: “Ordn’ det, Slettigud” er en form for sikring mod jinx. Kommer man til at sige noget, man ikke rigtigt mener, kan man altid lige påberåbe sig Slettiguden og bede om at få det fjernet fra referatet. Det var min ret formidable veninde S., der lærte mig det i sin tid. Skidegodt trick.