Ved I hvorfor jeg ikke er politiker? Eller altså, vil I høre én blandt tusind årsager til, at jeg ville være en rædsomt dårlig politiker? Jo. Jeg ville simpelthen være ude af stand til at holde styr på alle de hemmeligheder, løgne og rænkesmederier, der følger med.

Lad mig give et eksempel:

Jeg var lige i gang med at forfatte et lebbeblogindlæg og skulle til at trykke ‘udgiv’, idet jeg læser det igennem og erfarer, at jeg da faktisk er ved at udgive et indlæg om lesbisk menstruationstristesse på min arbejdsplads’ blog. Der kører på samme content management-system.

Det havde måske været en tilforladeligt fejltagelse, hvis jeg nu havde tastet “wordpress…” i url-feltet og ved uheld var havnet på arbejdsbloggen på baggrund af noget autocomplete og sådan.

Men tilfældet vil, at jeg aktivt gik op og trykkede på den favoritgenvej, jeg har lagt i værktøjslinjen til netop arbejdsbloggen. En lille favoritgenvej, der er let at genkende, fordi den er angivet med min arbejdsplads’ logo i værktøjslinjen. Et logo, vel at mærke, der end ikke tilnærmelsesvis ligner lebbebloggens. I hverken farver eller noget som helt andet.

Min eneste undskyldning er, at jeg er verdens mest distræte menneske. Og verdens mindst egnede til strategisk-hemmelighedskræmmeri.

Mere kaffe. Nu.