… Nå jo.

Med til forspilshistorien hører, at min ældgamle (seriøst hun er mindst 1.000 år) efterskoleveninde og jeg i gamle dage havde et vææældigt morsomt ritual, hvor vi i enhver pause i samtalen indskød et uskyldigt konstaterende: “din far onanerer”.

For det gør han jo. Nok.

Men det er simpelthen bare så grundubehageligt at forestille sig. Som både Freud og grækerne (der er om muligt endnu ældre end min efterskoleveninde) også har skrevet et par sider eller fire om.

Nå. Men til sidst havde vi onani-far-mobbet hinanden så mange gange, at vi blot behøvede at krumme os let forover og samle den ene hånd i en løs knytnæve foran underlivet, så vidste vi begge præcis hvilket billede, der forsøgtes skabt for den andens indre blik. Billedet af far, siddende på sengekanten. Onanerende. Lang tillægsform.

Og sådan er venskaber så skønne.