Jeg sidder i toget fra Århus efter at have tilbragt en long overdue weekend i et sommerhus på Djursland med kær gammel veninde. Og hvis min mor fik nys om, at jeg havde krydset Storebælt uden at lægge vejen forbi hende, ville hun muligvis (nope, sandsynligvis) slå hånden af mig. Så da veninde vendte hjem til søndags(og fødselsdags!-)familielivet i en lejlighed i MIDTBYEN (hvem sagde centrum?), slog hun vejen forbi min kære moders adresse og smed mig + 2xHomohund af til tidlig aftensmad og gåtur, inden jeg måtte vende næsen hjemover i semitomt IC3 Lyn.
Min elskede, elskede mor og jeg gik en tur forbi et plejecenter et par gader fra, hvor hun bor. Hvorpå hun udbryder:
”DER MÅ I (aka mig og min bror) ALTSÅ IKKE PLACERE MIG, NÅR JEG BLIVER GAMMEL”
Jeg svarer prompte, at det skal vi da nok selv bestemme, og det kan være, vi finder et endnu værre sted til hende, bare fordi vi kan. Måske skal vi allerede nu gå i gang med at researche Verdens Værste Ældreboliger, faktisk. 
Men så bliver jeg alligevel nysgerrig, for hvad er der egentlig galt med netop det plejehjem – to gader fra hendes elskede bopæl i grønne omgivelser og sådan?
”Jo, jeg vil på et regnbueplejehjem,” svarer mor-egernet.
”De vil sgudda ikke ha’ dig, du er jo ikke homo,” svarer jeg.
”Nej. Men jeg vil have ordentlig mad. Jeg tåler ikke sådan noget koteletter i fad og medister. Det tror jeg ikke, de serverer på regnbueplejehjem.”

Alligevel vildt, at der kan være så mange bizart opdigtede ideer i så rummeligt et lille dannet (vegetar!-)væsen.